»Årets tema var ’De ni Munay-Ki Riter’, som er indvielser i de Q’ero-indianske shamaners gamle visdom,« fortæller Carsten Cederholm, der er formand for den folkeoplysende forening ’Hedensk Vinterlejr’, som har hjemsted i Ballerup Kommune og hvert år afholder vinterlejr.
»Der har været meget stor interesse for vores vinterlejr og i år måtte vi desværre afvise rigtig mange, der gerne ville med, fordi der ikke var plads i hytten,« siger Carsten Cederholm og fortsætter:
»Det har været en rigtig spændende weekend, hvor vi er blevet klogere på os selv og vores kontakt til den åndelige verden.«
Foreningen beskæftiger sig med emner som ånder, naturmedicin, reinkarnation og shamanisme. På foreningens generalforsamling blev det besluttet, at næste års tema skal være ’Åndelige væsener’.
»Et tema, som kan dække over for eksempel spøgelser, vætter og drager – og hvordan man kommer i kontakt med dem,« tilføjer formanden.