Indsnævring af Ballerup Boulevard
debat I forbindelse med den planlagte indsnævring af Ballerup Boulevard er der mange forskellige gode meninger både for og imod.

Jeg er imod fordi det tydeligt fremgår at det fremlagte projekt slet ikke tilgodeser nogle af de prioriteringer, der bør være højest på listen.

Jeg vil afholde mig fra at komme med forslag til hvorledes projektet burde/kunne udformes men de højeste prioriteringer mener jeg vi alle kan blive enige om i nævnte rækkefølge må være:

1) Sikkerhed

2) Miljø (herunder støj og forurening)

3) Fremkommelighed eller budget

Hvilken af de to prioriteringer fremkommelighed eller budget, der skal være det tredje punkt på listen kan diskuteres, men det må være et absolut krav at sikkerhed og miljø kommer højest på prioriteringslisten. Jeg vil gerne møde den person som ikke mener at sikkerheden er det vigtigste.

Det fremlagte projekt viser tydeligt, at der ikke er taget særlig højde for hverken sikkerhed eller miljø. Det gør projektet kortsigtet fordi det formentlig vil vise sig at det skal bygges om indenfor en kort årrække af hensyn til netop disse to væsentlige faktorer. Det er set før. F.eks. i Vanløse.

Ballerup Kommune bør udarbejde et fremtidssikret projekt med mere fokus på sikkerhed og miljø i stedet for. Det er ikke hensigtsmæssigt for sikkerheden at blande bløde og hårde trafikanter sammen i én stor pærevælling, når det nu er muligt at få udarbejdet et projekt, der adskiller disse trafikanter.

Fremkommeligheden bør efter min mening være det tredje punkt på listen og så må budgettet følge efter med det, det nu koster eller også bør kommunen vente med projektet, spare pengene indtil videre og se tiden an, indtil det er muligt at se, hvad der egentlig sker med Skovlunde Centeret i nær fremtid samt fremlægge et projekt, der kan finde bredere tilslutning hos kommunens borgere.

Hvorfor brænde penge af blot for at brænde penge af. Det er vel egentlig borgernes penge som der spilles roulette med i den sidste ende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *