»Jeg har nok været mere lilla«
jn.jpg
Jack Nør kan ikke længere se sig selv i DF, derfor er han skiftet til Socialdemokraterne. Foto: Flemming Schiller
Interview Ballerup Bladet har mødt Jack Nør til en snak om, hvorfor han har forladt DF og meldt sig ind hos Socialdemokraterne.

Jack Nør smed i sidste uge en bombe: Han forlod DF og sluttede sig til Socialdemokraterne i stedet. En beslutning, der har været længe undervejs hos den 42-årige kommunalpolitiker, der stadig er ’’ny’’ i politik.

Faktisk gik det nok lige lovlig hurtigt – fra at have set en DF-annonce i avisen til at stille op til kommunalvalg og blive valgt ind i kommunalbestyrelsen gik der under et år.

»Jeg fortryder ikke noget, men det gik nok lidt stærkt,« siger Jack Nør, efter at have forklaret, hvordan han egentlig havnede i Ballerup Kommunalbestyrelse for Dansk Folkeparti.

Det løb løbsk

Kort fortalt så han en annonce i Ballerup Bladet for cirka to år siden, hvor DF inviterede til medlemsaften med middag på en restaurant i Ballerup. Søren Espersen ville deltage og Jack Nør var nysgerrig. Han sympatiserede med DF’s indvandrerpolitik og ’’var nok lidt træt af de mange fremmede’’, som han formulerer det.

Derfor besluttede han at melde sig ind og møde op – og så gik det stærkt. Allerede på sit første medlemsmøde blev han opfordret til at stille op til kommunalvalget.

»Det så jo godt ud for partiet, at der var mange navne på listen,« forklarer Jack Nør.

På generalforsamlingen blev han valgt som næstformand for DF i Ballerup – uden modkandidater, og han røg direkte ind som nummer to på kandidatlisten til kommunalvalget.

Alt sammen i løbet af de første 10 måneder af hans medlemsskab af partiet.

»Det løb løbsk, og jeg nåede nok aldrig rigtig at få sat mig ned og læst partiprogrammet ordentligt igennem,« siger Jack Nør og uddyber:

»Det var overvældende og jeg blev selv overrasket over den opbakning jeg mødte fra de andre i partiet. Søren Espersen, som jeg havde stor respekt for – det har jeg sådan set stadig, kom over og sagde til mig, at han syntes, at jeg skulle stille op. Så tænkte jeg, at der må være noget om de ting jeg gør og siger, der er rigtige og kan bruges til noget.«

For meget fremmedhad

Et år efter indmeldelsen var han valgt ind i Kommunalbestyrelsen i Ballerup, som én af tre DF’ere.

»Jeg var sindssygt overvældet over at have fået 271 personlige stemmer. Tænk engang at alle mulige, jeg overhovedet ikke kender, har sat kryds ved mig. Jeg kan måske sætte navne på 30-40 af stemmerne – men resten kommer fra komplet fremmede mennesker,« smiler Jack Nør.
Den 42-årige vagt og tidligere dørmand har boet i Ballerup on-and-off i 25 år, så han ’’kender lidt til byen’’, som han selv udtrykker det.

Men derfor havde han alligevel ikke regnet med sådan en kometkarriere i lokalpolitik.
Der gik da heller ikke længe, før han begyndte at tvivle på, om han var i det rigtige parti.

»Jeg synes, at der er alt for meget fremmedhad hos mange DF’ere – og det fylder bare alt for meget i debatten. Der er alt for meget ’vi hader muslimer’ og ’vi hader islam’ og det er bare blevet for meget,« siger Jack Nør og fortsætter:

»Jeg tror med tiden, at det gik op for mig, at jeg jo ikke har noget imod de fremmede generelt. Jeg har bare noget imod dem der kommer hertil og ikke opfører sig ordentligt – bliver kriminelle eller ekstremister eller sådan noget. Men jeg er jo ikke træt af dem, der kommer til Danmark og vil Danmark. Og dem er der jo heldigvis flest af«

Bortset fra indvandrerpolitikken er han også skuffet over DFs medvirken til forringelser på dagpengeområdet og deres manglende handlekraft på ældreområdet. Så der er flere ting, der gør sig gældende i hans beslutning om at forlade partiet til fordel for Socialdemokraterne.

»Jeg har aldrig været den der blå DF’er. Jeg har nok været mere lilla,« siger Jack Nør og tænker sig om et sekund.

»Rødlilla,« tilføjer han og griner.

Modtaget med åbne arme

I det lokale DF-bagland er nyheden om Jack Nørs partiskifte blevet modtaget med larmende tavshed.

»Jeg har ikke hørt fra nogle af dem,« siger Jack Nør, der dog har noteret sig at den ene af hans tidliger partifæller i Kommunalbestyrelsen har slettet ham som ven på facebook. Derudover har han fået flere vrisne kommentarer fra andre DF’ere rundt om i landet.

»Det er jo fair nok at folk bliver skuffede. Det kan jeg da sådan set godt forstå. Og jeg kan også godt se, at der nok er nogle, der føler, at de har ’’mistet deres stemme’’, ved at jeg har skiftet parti. Men jeg føler jo ikke, at jeg har ændret mig. Jeg har stadig de samme holdninger, som jeg gik til valg på i 2013,« siger Jack Nør og tilføjer:

»Når reglerne er som de er, så beholder jeg min plads i Kommunalbestyrelsen – nu er det så bare for et andet parti. Men jeg vil jo stadig kæmpe for bedre forhold for de ældre, bedre ældremad og imod forringelser på institutioner og skoleområdet.«

Samme dag som Jack Nør meldte sit partiskifte ud til offentligheden, deltog han i sit første gruppemøde hos de lokale socialdemokrater.

»Jeg har fået en overvældende modtagelse. Er blevet budt hjertelig velkommen og har fået masser af ’thumbs up’ og skulderklap fra dem alle sammen. Det er jeg rigtig glad for,« siger Jack Nør, der også glæder sig til det fremtidige politiske arbejde i en stor gruppe, som med ham nu tæller 15 socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlemmer.

»Jeg må jo nok se i øjnene, at min indflydelse er blevet markant mindre. Nu skal jeg overbevise mindst syv andre, før skulle jeg bare overbevise en enkelt for at være i flertal,« griner han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *