Tiedemann: Højengen bliver naturpark
haveforening_2015_4.jpg
Det naturskønne område, hvor Haveforeningen Højengen holder til, skal være naturpark. Lige nu er der noget faldefærdigt, efter at mange af beboerne har forladt deres kolonihavehuse. Men snart rykker Ballerup Kommune ind og omdanner området til naturpark. Foto: Flemming Schiller
Rydning Der bliver ikke noget med Novo-sommehuse eller andre beboelser. Haveforeningen Højengen ender som naturpark.

Når februar bliver til marts, så skal beboerne i Haveforeningen Højengen rykke ud af deres små huse og rydde området. For fristen er den 2. marts, hvor de er blevet bedt om at forlade stedet efter beboerne er dømt endeligt ude fra det område, som de har haft i mange år.

Men selvom beboerne har indset, at de skal forlade området, så næres deres modvilje mod at flytte endnu mere af, at der snakkes om, at området er solgt til Novo, der vil bygge luksushuse eller at der skal rykke andre haveforeninger ind.

Læs også: Sidste sang for Højengen

Skal være naturpark

Men det er kun rygter og har intet på sig, understreger formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Helle Tiedemann (A).

»Området er udlagt til naturområde for Måløv og omegn. Ja for alle, der vil komme der. Vi vil rydde det, så snart, beboerne er ude og sætte borde og bænke op, lave et shelter, så området også kan benyttes af f.eks institutioner. Der er områder med søer og vi forestiller os dyrefolde. Vi skal naturligvis også sørge for, at grunden ikke er forurenet, så den er anvendelig for alle. Men jeg kan godt garantere, at rygterne om, at det er solgt til Novo ikke har noget på sig. Det er et helt andet område, der intet har med Højengen at gøre,« siger Helle Tiedemann.

Hun understreger samtidig, at der ikke er planer om at flytte en anden haveforening ind.

»Så kunne vi jo ligeså godt lade den nuværende haveforening blive. Det skal være en naturpark til gavn for borgerne, og sådan er det,« siger udvalgsformanden.

Vi jubler ikke

Hun beklager samtidig, at sagen har været trukket ud så længe og at hun ikke på nogen måde glæder sig over sagen.

»Vi jubler ikke over det her. Jeg kan godt forstå, at beboerne holder af deres område. Men nu er sagen afsluttet og nu skal vi videre med det her projekt, der er til gavn for alle,« siger Helle Tiedemann.

Der har længe været snak om at udvikle det nærliggende Hyldhøj-område til boliger, men det er ikke aktuelt her og nu og har lange udsigter, pointerer udvalgsformanden.Men det område, hvor Højengen holder til, er øremærket til naturpark, der skal være til gavn for fremtidens Måløv, hvor der bliver udviklet både erhverv og boliger i den kommende tid. Men alle skal naturligvis kunne bruge parken.

Teknik- og Miljøudvalget vil sætte 925.000 kroner af til etableringen af narturparken, der især skal gå til inventar, bygninger og andre ting.

Men første skridt er, at området skal gøres klar og ryddes for blandt andet uønsket beplantning og andre ting, så naturparken kan indrettes til fremtidigt brug.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *