Da hallen blev vakt til live
for1.jpg
Snoren blev klippet af borgmesteren og så var der ellers fri leg i det nye aktivcenter på Solvej. Foto: Flemming Schiller
Det nye aktivcenter på Solvej havde ekstra stort rykind, da gammelt og nyt blev smeltet sammen ved festlig indvielse.

Brugere i alle aldre var mødt frem en råkold torsdag formiddag, da det nye aktivcenter på Solvej blev indviet af borgmester Jesper Würtzen (A). Hallen var fyldt, da talen over det nye sted blev holdt og gangene var fulde af interesserede tilskuere, som kiggede sig omkring og ventede på at få lidt guf til ganen fra det opstillede bord ved indgangen.

Men egentlig er hallen og mange af bygningerne slet ikke nye. De er opført i 1990 og var oprindelig en del af seminariet, hvor man ville dyrke en idrætslinie. Men da seminariet flyttede i 2010, købte kommunen hallen for at andre ikke skulle købe den og så man kunne udnytte den bedre.

Og de godt 15 millioner kroner hallen kostede, kan nu vise sig at være givet godt ud. Der er nemlig bygget nye handicapvenlige gange mellem bygningerne, der er bygget en ekstra etage ind i de store lyse værksteder, en ny cafe med billardstue er indrettet og udearealerne er gjort åbne og mere tilgængelige for de mange, der nu skal bruge aktivcentret. Og det var netop de nye elementer i det store hus, der blev indviet denne torsdag.

SE OGSÅ: Billeder fra indvielsen

Nu bruges hallen og de omkringliggende bygninger af de ældre, der tidligere har brugt Parkhuset om dagen, af handicappede fra Krumtappen og Stedet om aftenen og i weekenden til forskellige aktiviteter for unge og hvem der ellers kan bruge lokalerne. Dermed et det et aktivitetshus, som virkelig er et lokalt knudepunkt for alle slags aktiviteter.

Efter at have holdt tale, råbt hurra for det nye og klippet den officielle røde snor over, sivede folk rundt i lokalerne, i den nye cafe og i gangene, mens andre gik til madbordet, hvor der blev snakket og hygget. Tilfredsheden med det nye, samlede aktivcenter var stor hos mange fremmødte.

Et godt fællesskab

Også lederen af Aktivcentret på Solvej, Rene Johansen, glæder sig over det nye hus.

»Det er jo en forandring for de ældre, at det nu er et hus, hvor der kommer mange forskellige brugere. Derfor er det også vigtigt, at brugerne kommer på forskellige tidspunkter. Men dermed er huset jo også i brug hele tiden, og det er godt. For det er også en katalysator for et fællesskab, som er helt specielt. Ingen får jo noget ud af at sidde alene og derfor er vi meget aktive med at få de ældre herud til de mange aktivieter, som foregår her. Jeg oplevede f.eks Carl og Edith, på henholdsvis 85 og 90 år som blev kærester fordi de kom i Parkhuset. Så det er vigtigt, at vi nu får et samlet sted, hvor vi kan få gang i et godt fællesskab,« siger Rene Johansen.

Til alles glæde

Det nye samlede Aktivcenter glæder også en af de ’garvede’ brugere fra senioridrætten, Cay Reeh, som har danset motions linedance i otte år, heraf de sidste fire i det nye center.

»Det glæder mig, at hallen ikke står tom meget af tiden. At der er mange, som kan få gavn af både hallen og de flotte nye omgivelser. Det kan selvfølgelig være lidt svært at passe på hallen, for nogen brugere har lidt svært ved at lære, at man ikke bruger udesko på gulvet, da det bliver ødelagt. Men vi finder os til rette, så vi alle kan få mest mulig glæde af stedet,« siger Cay Reeh.

Der lyder stadig en livlig summen fra bordet og cafeen, snakken går og maden nydes, men mange er også gået ud i de kreative værksteder eller ind i omklædningsrummene for at indtage hallen til en omgang motion. Festen er slut, nu skal huset bruges. Og det er jo også meningen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *