»Det går rigtig rigtig godt«
07bbllars_lypart_n_rpolit_9.jpg
Leder af lokalpolitiet i Ballerup Lars Lypart glæder sig over faldet i kriminaliteten og roser samarbejdet med kommunen. Foto: Arkivfoto
Kriminalitet Det gode samarbejde mellem kommune og politi bærer frugt.

Det er ikke kun på hovedkontoret, at politifolkene melder om bedre tider. Også i Ballerup er lederen af lokalpolitiet, Lars Lypart, positiv over den udvikling der ses – både i statistikkerne og på gaderne.

»Der er et generelt fald i kriminaliteten – lige med undtagelse af lov om euforiserende stoffer, som jo også har været et særligt indsatsområde for os her i Ballerup og Skovlunde især,« fortæller Lars Lypart.

Han glæder sig også over, at antallet af unge sigtede falder, hvilket forhåbentlig kan være med til at fastholde den positive udvikling.

LÆS OGSÅ: ‘Kriminaliteten falder’

I det hele taget er det arbejdet med de unge, der fylder meget for både det lokale politi og for kommunen, når det handler om kriminalitetsforebyggelse. Og her er der glæde over de foreløbige resultater hos både politi og kommune:

»Det går rigtig rigtig godt,« understreger Lars Lypart og fortsætter:

»Vi har stor succes med at arbejde tæt sammen med kommunens ungemedarbejdere – for eksempel ved at holde såkaldte ’bekymringssamtaler’ med forældre til de unge, som vi oplever er på vej ud på et sidespor.«

Lars Lypart nævner Malmparken, Skovlunde Station og Hede-Magleparken som nogle af de steder, hvor de især møder de unge, der har brug for et skub i den rigtige retning.

»Det er glædeligt at se, hvordan indsatsen fra alle parter har virket i Skovlunde, hvor der er blevet roligt nu,« tilføjer lokalpolitilederen.

Vi bærer de unge

Erik Hansen, som er leder af Ballerup Kommunes ungeindsats supplerer:

»Vi gør en stor indsats for at løse de her problemer, men det er vigtigt at understrege, at det er en opgave som ikke kan løses af politi og kommune alene. Vi har brug for civilsamfundet – borgere og foreninger. Alle skal deltage i at løfte denne her opgave,« siger Erik Hansen.

Der er mange forskellige niveauer i indsatsen – ligefra den rent politimæssige, hvor det handler om at få fanget og straffet de kriminelle til de mange forebyggende tiltag, hvor man forsøger at stoppe de unge, før de bliver indlemmet i bander.

»Mine folk er derude, de snakker med de unge mennesker og spørger dem, hvad de vil med deres liv, hvor de vil hen – og så handler det i høj grad om at hjælpe dem med at komme i gang,« siger Erik Hansen og understreger:

»Uddannelse og beskæftigelse er nøglen til at få dem væk fra kriminalitet, så vi ’’bærer’’ dem ind i praktik- eller jobforløb.«

Kommunens ungemedarbejdere bruger også en del energi på at få integreret de unge i foreningslivet, da man oplever at mange af de utilpassede unge ikke går til noget – en sportsgren eller anden fritidsaktivitet.

»Vi er ofte brobyggere til foreninger og klubber. Vi formidler kontakten, understøtter det – også økonomisk – og følger op på, at de så også kommer til deres træning,« siger Erik Hansen og tilføjer:

»Det handler om at skabe netværk på kryds og tværs, så de her unge ikke falder igennem.«

Det gælder især også om at få forældrene til at samarbejde – og vil de ikke det, er kommunen ikke blege for at lægge ekstra pres på:

»Så får de et ’forældrepålæg’ og så kan man altså fratage dem sociale ydelser,« forklarer Erik Hansen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

1 kommentar om “»Det går rigtig rigtig godt«”

  1. Ringtoften Beboer siger:

    Er Lars Lypart blind eller uvidende? Nej, der er ikke roligt i Skovlunde. Os der bor i Ringtoften er dagligt vidne til åbenlys hashhandel ved Malmparken st. Mit indtryk er, at de ENESTE unge der opholder sig fast ved Malmparken st. er involveret i handel. Det har stået på meget lang tid. Det er så åbenlyst, at de står omtalt i vores beboer blad som ”Den lokale hashforsyning”.
    Grunden til, at antallet af unge sigtede falder, er måske fordi der ikke bliver gjort nok for, at få den sigtet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *