Beboerhus og butik indtager Malmparken
lidl-og-beboerhus-malmparken-copy1.jpg
Sådan kan det nye kombinerede beboerhus og supermarked ved Malmparken komme til at se ud. Nu er planerne i hvert fald vedtaget. Foto: Illustration
nybyggeri Politikerne gav enstemmigt grønt lys til nyt beboerhus og supermarked ved Malmparken Station.

Planerne om at bygge et kombineret beboerhus og supermarked ved Malmparken Station er nu på vej til at blive en realitet. Som ventet vedtog en enig kommunalbestyrelse, at det kombinerede beboerhus og butik kan opføres.

Det er boligforeningen Baldersbo, der vil opføre huset, hvor første etage skal gøres til et beboerhus for områdets beboelser mens stueetagen skal indrettes som supermarked.

Planerne har været i høring og der er kommet to høringssvar i perioden. Den ene er fra Skovlunde Lokalråd, som generelt ikke har noget imod planerne, og mener, at det kan være en gevinst for beboerne i Skovlundes vestlige del. Men de er betænkelige ved den øgede trafik, som kan komme når der indrettes supermarked. Derfor foreslår lokalrådet, at der etableres en venstresvingsbane ved butiksindkørslen, så trafikafviklingen og sikkerheden kommer i første række. Teknik- og Miljøudvalget har givet udtryk for, at de vil følge trafikudviklingen tæt og vurdere, om der bliver behov for at udvide vejbanen.

Skovlunde Centerforening er til gengæld ikke begejstrede for planerne. De frygter, at Skovlunde Centret vil komme under ekstra pres, og henfører til en analyse, som Institut for Centerplanlægning har lavet for Ballerup Kommune. Centerforeningen anbefaler, at planerne skal skrinlægges eller i hvert fald vente til planerne for den store udvikling af Skovlunde Bymidte er gennemført.

Bymidteplaner

Den indsigelse har politikerne altså valgt at se bort fra, idet de mener, at der med budgettet for 2015 er lagt op til en stor investering i netop Skovlunde Bymidte og dermed i en styrkelse af Skovlunde Centret og omgivelserne.

Desuden ligger det nye byggeri mere end en kilometer væk fra Skovlunde Bymidte, og derfor mener hverken Center for By, Kultur og Erhverv eller kommunalpolitikerne, at det får indflydelse på planerne for Skovlunde Centret eller for de store planer for Skovlunde Bymidte.

Lokalrådet har også ønsket, at der kunne bygges ungdomsboliger i forbindelse med byggeriet, men da der i forvejen er planer om meget byggeri i bymidten, har kommunen valgt ikke at inkludere ungdomsboliger i Malmparken-byggeriet.

Ikke to butikker

Naturstyrelsen har i øvrigt påpeget, at lokalplanforslagets bestemmelse om, at butiksarealet alternativt skulle kunne anvendes til to butikker, er imod reglerne om placering af enkeltstående butikker uden for centerstrukturen.

Derfor vil Ballerup Kommune nu ændre planerne, så butiksarealet som alternativ vil kunne bruges til en kombination af butik og eventuelt liberalt erhverv eller klinik.

Der skal etableres parkeringspladser ved det nye byggeri, som Baldersbo skal betale for og den nuværende busholdeplads flyttes ud til Malmparken. Efter den er flyttet, skal Ballerup Kommune vedligeholde og drive den.

Dermed ser det ud til, at butikken og beboerhuset ved Malmparken er rykket meget tættere på at blive en realitet.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *