Ingen fordele ved indsnævring af boulevarden
Debat  Jeg tilslutter mig modstanderne af indsnævringen af Ballerup Boulevard. Følgerne vil blive at trafikken forhindres med en række uheldige ulemper til følge.

Grundreglen må være at trafikken skal afvikles hurtigt, effektivt, sikkert og smidigt. Dette projekt lægger op til det modsatte.

I miljøets navn er det heller ikke hensigtsmæssigt. Trafik skal afvikles gnidningsfrit og helst uden for meget ophold. Et motoriseret køretøj i bevægelse forurener mindre pr kørte kilometer end hvis det holder i tomgang. Tænk på miljøet og luftforureningen. Støjmæssigt er det yderst tvivlsomt om det er en fordel. Miljømæssigt helt sikkert en ulempe.

I forvejen forefindes en velfungerende gennemfartsvej som Ballerup Boulevard jo er og som afvikler trafikken effektivt og der er absolut ingen fordele ved at indsnævre vejbanerne.

Hvorledes trafikken flyttes til andre færdselsårer er også tvivlsomt. Fordi der er begået fejltagelser med indsnævring af kørebanerne ved både Islev Station og ved Vanløse Station behøver Ballerup Kommune jo ikke begå samme fejltagelser.

Der forefindes allerede en brugbar tunnel som blot skal moderniseres til at være mere cyklistvenlig. Bløde og hårde trafikanter skal separeres ikke samles, som der er lagt op til i projektet. Dette af sikkerhedsmæssige grunde.

Yderligere er der da heller ingen idé i at lægge forhindringer ud for afviklingen af trafikken for alle private, men også for erhvervslivet i området. Det er ikke udvikling. Det er et tilbageskridt.

Skal der foretages konstruktive ændringer på Boulevarden bør der indrettes et par rundkørsler som af erfaring fungerer og afhjælper trafikafviklingen som mange andre steder samtidig med at et par uheldigt placerede lyskryds kan fjernes.

Økonomien på projektet har jeg også svært ved at få til at hænge sammen. Jeg kan ikke se at 17 millioner kan dække udgifterne til det projekt som er fremlagt. Formentlig bliver det meget dyrere. Er der taget stilling til, hvorledes efterregningen skal betales/finansierers?

Der er en alen lang liste imod det projekt samtidig med at det er yderst tvivlsomt om det er gavnligt for handelslivet i Skovlunde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *