En af de samlende kræfter i det kommunale liv er kulturen, der samler mennesker på tværs af aldre, køn og farver. Og derfor sørger kommunen også for at hædre de kulturfolk, der gør en indsats i det daglige ved at arrangere, koordinere og i det hele taget brænde for kulturen i alle dens afskygninger.
Derfor var der lagt op til stor fest fredag aften, da kommunen afholdt nytårsfest for at hædre de kulturelle ildsjæle. Det hele begyndte klokken 17 i Baltoppen og fortsatte til langt ud på aftenen med taler, prisoverrækkelser, mad og musik.
Galleri: Billeder fra festen
Efter ankomsten og velkomstdrinks var der spisning og velkomst ved borgmester Jesper Würtzen. Buffeten blev godt besøgt og derefter var der første omgang underholdning ved Klima, hvor ’Lises sang’ blev fremført.
Priser til ildsjælene
Efter det underholdende indslag var der overrækkelse af de første to priser til årets ledere. Dels en pris til årets idrætsleder, som endte med at gå til Karsten Friis, Måløv Badminton Club og dels til åres leder af andre foreninger, der gik til Morten Løgager, formand for Ballerup Kræmmerfestival.
Det blev skyllet ned med en dessert og efterfølgende gik BASK på scenen med ’Lovefool’ der indeholdt en sangsolist med band og dansere.
Så var det tid til overrækkelse af de to næste priser, nemlig Ballerup Kommunes Talentpris på 5000 kroner, der tilfaldt Karoline Ude Jørgensen og Kulturprisen på 20.000 kroner, der gik til arbejdsgruppen bag Halloween i Måløv, inden Klima igen gik på scenen med sangen ’Næsevisen’.
Det var efterhånden blevet sent på aftenen, men Team Ballerup skulle have uddelt en række lokale priser og årets idrætsleder holdt sin tale inden de 220 fremmødte kunne høre BASK afslutte aftenen med ’Kissing You’ en romantisk sjæler til at afslutte en festlig og god aften i selskab med kulturens ypperste repræsentanter.
Team Ballerup delte 610.000 støttekroner ud til følgende foreninger:
BSF Fodbold: 120.000,-
Triton Svømmeklub: 95.000,-
Dansk Cykle Ring: 50.000,-
Ballerup Skytteforen.: 35.000,-
Dansk Bicycle Club: 80.000,-
Ballerup Atletik Klub: 100.000,-
BMS Basket: 130.000,-