Boulevarden deler vandene
Skovlunde_Bymidte_isometrisk-plan_21012015-copy.jpg
Fremtidens Skovlunde kommer til at se helt anderledes ud, hvis planerne holder. Foto: Illustration
skovlunde bymidte En indsnævring af Ballerup Boulevard bliver første skridt på vejen mod realiseringen af det store bymidteprojekt i Skovlunde. Men først skal trafikken analyseres.

Læserbrevene er mange og lange i Ballerup Bladets spalter om den kommende indsnævring af Ballerup Boulevard i Skovlunde.

Det er kommunens vision at skabe en mere levende og indbydende bymidte, hvilket de fleste bakker op om. Men selve indsnævringen af boulevarden deler vandene, da mange mener, at det blot vil genere bilisterne og flytte trafikken over på de mindre veje i området.

I gang med analyserne

I disse dage er de sidste trafikanalyser ved at blive udarbejdet – analyser der skal vise, hvordan en indsnævring af boulevarden vil komme til at påvirke trafikken i området.

»Vi ser på oplandet. Hvor kommer folk fra, hvor skal de hen. Hvilke veje vælger de og så videre. Der er nogle tendenser og faktorer, der spiller ind. Dem tager vi højde for – for eksempel den kommende Frederikssundsmotorvej,« forklarer Martin Lose, der er byplanlægger i Ballerup Kommune.

Alle indsamlede informationer bliver lagt ind i en stor trafikmodel, hvor man så kan se, hvordan indsnævringen vil påvirke trafikken.

»Vi ved at antallet af bilister er faldet over de sidste 10 år og det ser ud som om at vi kan mindste trafikken yderligere med cirka 20 procent på boulevarden,« siger Martin Lose, der dog understreger at analyserne endnu ikke er færdige.

Borgermøde til foråret

Borgmester Jesper Würtzen forstår godt, at nogle bilister føler, at indsnævringen blot er til besvær. Men understreger samtidig, at det jo ikke er eneste sted, at vejen bliver ensporet. Det gør den også i krydset ved Psykiatrisk Center Ballerup og længere inde mod København ved Islev.

»Selvfølgelig kommer det til at tage lidt længere tid at komme gennem Skovlunde i bil, men det bliver ikke mange minutter,« tilføjer Jesper Würtzen.

Ballerup Kommune vil til marts eller april indkalde til borgermøde omkring planerne for boulevarden. Til den tid er alle trafikanalyser og -modeller færdige, så de kan blive præsenteret for borgerne. Og derefter diskuteret med forskellige fagfolk, som vil være med til borgermødet.

Ballerup Kommune har allerede afsat 17 millioner kroner i budgettet for 2015 til indsnævringen, der efter planen bliver første skridt på vej mod realiseringen af bymidteprojektet, som tegnestuen Vandkunsten har skabt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *