Skovlunde Centret er sat til salg
skovlunde_centret_4-copy.jpg
Skovlunde Centret er sat til salg for 158 millioner kroner. Foto: Flemming Schiller
Handel Både centerforeningen og borgmesteren ser med glæde på et forestående salg af Skovlunde Centret, der står til 158 millioner kroner hos erhvervsmæglerne RED i København.

Skovlunde Centret har længe levet en lidt omtumlet tilværelse, hvor mange forretninger har haft trange kår – en del er helt lukket og mange af de små nyere forretninger har svært ved sådan for alvor at trække kunder til.

Med hjælp fra kommunen og andre interessenter er der blevet lagt store, spændende planer for, hvordan et fremtidigt center/handelstorv kunne se ud i Skovlunde.

Men nu er det sket noget helt nyt i sagen. Centrets ejer har nemlig besluttet at sætte Skovlunde Centret til salg. En melding der vækker stor glæde hos både centerforeningen og på rådhuset, hvor man håber at en ny investor snart melder sig på banen.

»Vi er meget positive overfor salgsudbuddet og ser med spænding frem til at samarbejde med en ny ejer om et nyt og spændende Skovlunde Center. Der er ingen tvivl om, at centret trænger til et gevaldigt løft, og det er ikke mindst i vi lejere og vores kunders interesse, at der nu forhåbentlig kan arbejdes i den retning,« siger formand for centerforeningen Lizette C. Byrdal.

Hun frygter dog på butikkernes vegne, at et salg kan have lange udsigter:

»Desværre kan vi i salgsprospektet læse, at alle udlejningsbestræbelser er stoppet, og først vil blive genoptaget af en kommende ny ejer. Det giver umiddelbart god mening, men da vi kan risikere at salgsperioden kan blive langtrukken, kan det blive en ren katastrofe for de eksisterende forretninger, og yderligere butiksdød kan følge, så vi håber, at der snarest findes en ny ejer,« siger hun og tilføjer at centerforeningen er i god dialog med erhvervsmæglerfirmaet RED, der varetager salget.

Positivt for Skovlunde

Borgmester Jesper Würtzen er overbevist om, at et salg af Skovlunde Centret vil være positivt for den udvikling af Skovlunde Bymidte, der i øjeblikket arbejdes på.

»Jeg synes, det er rigtig positivt at centret er sat til salg og at der dermed er åbnet op for muligheden for at få en investor ind,« siger han.

Jesper Würtzen og hans stab på rådhuset har også haft god og konstruktiv dialog med mæglerne, så forventningerne er høje.

»Det at kommunen er så opsat på den her plan for Skovlunde Bymidte, vil også gøre det nemmere at sælge centret,« siger borgmesteren.

I Bymidteprojektet, som tegnestuen Vandkunsten står bag, er der langt op til en helt ny organisering af butikkerne i området. Samtidig er der lagt op til flere boliger – blandt andet en del rækkehuse i området og netop blandingen af bolig og handel, mener borgmesteren, vil gøre området endnu mere attraktivt for en kommende køber.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *