Tænk jer nu godt om på rådhuset
Debat Borgmester Jesper Würtzen har i sidste nummer af Ballerup Bladet svaret på mit indlæg om udviklingen i Skovlunde.

Det fremgår at der skal bygges næsten 13.000 kvadratmeter boliger. Det svarer vel til cirka 150 – 170 nye boliger, og det er muligt, at der er brug for disse boliger, men så er der også brug for gode forretninger i forskellige brancher.

Planen har fra starten haft til hensigt at binde Skovlunde bymidte bedre sammen, men det vindende arkitekt forslag har ikke løst dette problem. Forbindelsen skæres først over af Bybuen, som skal passeres når man er bruger af bus og tog, og nu vil man også have, at Ballerup Boulevard skal forceres, i stedet for, at man fortsætter med at bruge tunellen under boulevarden. Hvis disse ting ændres som planlagt, får handelslivet i Skovlunde en ringe fremtid.

Det kan ikke nytte, at borgmesteren synes, at bumpene i Bybuen er blevet bedre, når de stadig ikke virker efter hensigten. Vi, der har holdt øje med udviklingen på stedet, kan ikke se forbedringen.

Hvis det ikke er muligt at udføre nogle bump, der får bilisterne til at sænke hastigheden, er der kun en fornuftig løsning: Luk udkørslen fra Bybuen til Ballerup Boulevard, det vil fjerne al den gennemkørende trafik.

Ud- og indkørslen på den modsatte side af boulevarden har været lukket i mange år, og vi der bor i Ringtoften og Lilletoften kan sikkert også finde ud af, hvordan vi skal færdes! Det vil heller ikke forringe de kørendes muligheder for at komme til og fra det fremtidige handelsstrøg. Men hvor skal de parkere, når der er bygget boliger på parkeringspladserne?

Jesper Würtzen påpeger, at der er lavet trafikanalyser i området, det er nok en modificeret sandhed, jeg har ikke set målinger på Torvevej på strækningen mellem Lundebjerggårdsvej og Ballerup Boulevard, på Bybuen og Ballerup Boulevard ud for center nord og syd. Det er vel nogle af de vigtigste steder at måle trafikken!

At fortælle, at folk fra Veksø og Stenløse osv. kører gennem Ballerup og Skovlunde på Ballerup Boulevard, er helt hen i vejret. Hvad i alverden skulle de lave her. Nej de kører på Frederikssundsvej, som vil blive aflastet, når Frederikssund motorvejen engang bliver færdig. Ballerup Boulevard er en ”lokalvej” der betjener beboerne i Skovlunde, Ballerup og selvfølgelig en del ansatte fra erhvervsområderne i Skovlunde og Lautrup området.

Tænk jer nu godt om på rådhuset, så I ikke igen ødsler penge ud til projekter, der ikke er ordentlig gennemtænkt.

1 kommentar om “Tænk jer nu godt om på rådhuset”

  1. Jens Jensen siger:

    Jeg har svært ved at forstå at Ballerup kommune vil have flere beboere til kommunen

    Når vi nu har hørt flere landsbund rekorder fra kommunens side

    1. Højeste sygefravær blandt medarbejderne

    2. Dårligst fungerende jobcenter på trods af kommunen har et af de højeste virksomhedsantal

    3. Fleste chefer ansat i forhold til almindelige ansatte

    Der tegner sig et socialdemokratisk fallitbo, som Socialdemokratiet burde få styr på, inden de begyndte at udvide. Jobcentret er så dårligt fungerende så Ballerup kommune er den kommune, hvor flest falder ud af systemet. Det er katastrofalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *