Svar vedrørende Åbyvej
Debat Kære Winnie Jørgensen. I et læserbrev i avisen undrer du dig over flere ting omkring arbejdet med renovering af Åbyvej i Skovlunde.

Det er rigtigt, at der er fjernet læskure. Den læskærm der stod på Åbyvej tæt på Ejbyvej, er flyttet til et andet stoppested i kommunen med større benyttelse. Vi følger passagertællinger tæt på rute 145, og sætter læskærm op, hvor det er mest hensigtsmæssigt.

Med hensyn til helle-anlægget, er det – som tidligere skrevet i Ballerup Bladet – placeret i den sydlige side af Åbyvej for at møde de bilister, der kører ind i kvarteret. Fagligt kalder man det en ”port-effekt”, der effektivt gør bilisten opmærksom på, at her gælder andre regler. Dertil kommer jo de bump, der er etableret, som vil medvirke til at dæmpe fart og øge opmærksomhed hos de bilister i begge retninger.

De hastighedsdæmpende foranstaltninger på Åbyvej, der er blevet etableret i januar 2015, evalueres efter et år for blandt andet at følge op på uheldsbilledet, hastigheden samt trafikmængden på strækningen. Vi er sideløbende i gang med at udarbejde en større hastighedsplan for hele kommunen, og hvis det viser sig, at trafikmængden er steget på Ejbyvej som følge af projektet på Åbyvej, kan Ejbyvej blive medtaget i de prioriterede projekter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *