Politik er ikke bare et personligt anliggende
Debat Den blå politik der er blevet gennemført under først VK og senere SR har ført til øget ulighed i samfundet. Politikerne bør derfor sætte sig ind i tingene og stå på mål for deres partis politikker. Ellers er det umuligt at føre debat.

I stedet for mødes jeg af kommentarer, hvor Per Mortensen fortæller at han som socialdemokrat, er helt tryg, og har ikke problemer med at kigge sig selv i spejlet. Selvom Per har udtalt at han er i mod dagpengeforringelserne, synes han forsat at det er i orden at problemet først tages op efter valget og tilslutter sig at det ikke må koste noget.

En prognose baseret på 60.000 interview og vægtede meningsmålinger i hovedstaden viser, at Enhedslisten er større end S. Godt at S vælgere er vågnet op og er gået til et socialt demokratisk parti. Men lærer S noget af det? – Nej, de fortsætter deres blå selvmordskurs.

Heller ikke den konservative Karsten Kriegel, vil stå på mål for sit partis politik, men svarer: ”Du tillægger mig holdninger, som jeg ikke har udtrykt nogen meninger om. Jeg har intet ansvar for de sager, du nævner og har ingen intentioner om at gå ind i en debat om disse. Det er kommunale valg, som jeg stiller op til. ”

Lavere overførselsindkomster fører til lavere lønninger. Op til folketingsvalget lokkes de lavtlønnede med nye skattelettelser. Den er vi med på, hvis det er de rige, der kommer til at betale dem. Men det er ikke de borgerliges plan. Skattelettelserne skal betales af nogle, som er endnu fattigere, ved genindførelse af kontanthjælpsloftet, samt ved nye nedskæringer i velfærden.

Måske der er nogen der forstår, at selv om man er i arbejde, så kan det være ens egen tur næste gang der afskediges. Fællesskab og sammenhold, uanset om man er i job, syg eller ledig er strengt nødvendigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *