Om Ballerup Boulevard
Debat Jeg synes, det er fint med en modernisering af Skovlunde Bymidte, det trænger området til. Det er også godt, at bruge et stort beløb på en enkelt bydel, så længe det ikke ødelægger forholdene for den øvrige del af kommunen.

Da Københavns Amt anlagde Ballerup Boulevard, var Ballerup Kommune både glad og stolt over at have fået en flot og stor indfaldsvej til København. Så virker det grotesk, at man nu tænker på at ødelægge kapaciteten med en stor hastighedsdæmpende foranstaltning.

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget skriver i Ballerup Bladet 20-1-2015, at der ikke kan blive tale om at lave bump på Vestbuen, fordi den er primær trafikvej. ”Dvs. at den er udformet til at håndtere store trafikmængder og medvirker til at sikre fremkommelighed i Ballerup”. Det gælder i endnu højere grad Ballerup Boulevard !

Mange steder vil beboere og fodgængere omkring større veje ønske der kom en tunnel, hvilket er ret dyrt. Her har man den i forvejen og oven i købet en bred tunnel, man kan se tværs igennem, så den ikke virker uhyggelig. Den trænger blot til at blive shinet op.

Med en ny fodgængerovergang blot 50 m fra en eksisterende vil det se meget underligt ud.
Beboere og handlende i Skovlunde er selvfølgelig enige om, at det vil være dejligt med en ny passage, men man har ikke spurgt beboerne i Ballerup og Måløv! Og hvad siger Herlev Kommune?

Frederikssundmotorvejen kan ikke aflaste, da den jo ikke passerer Vestvolden og kun går til Motorring 3. Den del af Frederikssundmotorvejen (øst for Ring 4), der evt. kunne aflaste, er jo åbnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *