Er indsnævringen en fordel eller ulempe?
Debat Der er mange læserbreve, der kritiserer planerne om at omlægge Ballerup Boulevard gennem Skovlunde Bymidte som led i udviklingen af bymidten.

En omlægning af Boulevarden vil selvfølgeligt ændre måden, som man kommer til, fra og gennem bymidten på, og det kan altid diskuteres, om det er en fordel eller en ulempe. Det skal ses i lyset af, hvad vi gerne vil med byen. Er det da vigtigere at kunne ræse gennem byen, end at byen fungerer godt for de mennesker, der bor i den?

Forud for arkitektkonkurrencen blev der afholdt en række workshops, hvor Skovlundes borgere var inviteret til at komme med tanker om og ønsker til udviklingen af bymidten. Resultatet blev et idékatalog, hvor Ballerup Boulevard blev udpeget som den største barriere for en velfungerende bymidte. Den skitserede omlægning er altså et udtryk for et stærkt ønske fra de borgere i Skovlunde, der deltog i arbejdet.

Formålet med omlægningen er altså ikke et spørgsmål om at begrænse eller genere trafikken, men at skabe en velfungerende by. Det er klart, at der er en masse hensyn at tage, så også trafikken afvikles bedst muligt. Det skal den kommende proces gerne tage hensyn til, og jeg ser her frem til, at borgerne får lejlighed til at komme med deres synspunkter.

Jeg er enig i, at det vil være et problem med en indsnævring af Boulevarden med den nuværende trafik. Den gennemkørende trafik i Skovlunde reduceres dog betydeligt særligt i myldretiden, når den nye del af Frederikssundsmotorvejen åbner senere på året, og så forventes det ikke længere at være et problem. Det skal selvfølgeligt verificeres med seriøse trafikanalyser, som da også er i gang.

Jeg og mange andre borgere i Skovlunde ønsker brændende, at bymidten bliver et levende samlingspunkt, og jeg er derfor stor tilhænger af, at Boulevarden bliver en del af bymidten og ikke en forhindring for den. En omlægning vil også give en lang række forbedringsmuligheder, eksempelvis vil der kunne åbnes for trafik til Bybuen og Gl. Skovlunde, og krydset ved Bybjergvej/Torvevej vil kunne gøres mindre farligt og langt pænere, så den nye indgang til byparken kommer rigtigt til sin ret.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *