Hans vil give huset et energiløft
BedreBolig_Klanparken_1-copy.jpg
Energirådgiver Janus Henrichsen viser Hans Thygesen, hvilke energirenoveringer der betaler sig for ham. I baggrunden ses energirådgiver Bjørn Sunesen travlt beskæftiget med at gennemgå boligen. Foto: Privatfoto
Renovering Tre bolig-ejere i Klanparken i Ballerup får lavet en BedreBolig-plan, som alle 73 huse kan få gavn af.

I en kold tid er det godt med råd, der luner – også i tegnebogen. Så da Hans Thygesen hørte om muligheden for et energi-tjek af huset med tilskud fra kommunen var han hurtig til at slå til.

Som formand for grundejerforeningen i Klanparken tænkte han også videre end bare til eget hus:

»Vi bør følge med tiden og gøre området attraktivt, blandt andet ved at tænke på energi. Energivenlige løsninger giver vores huse større værdi,« forklarer Hans Thygesen om grunden til, at han meldte Klanparken til at få lavet en såkaldt BedreBolig-plan.

BedreBolig er en landsdækkende kampagne med det formål at få flere husejere til at energirenovere deres boliger.

Klanparken fik gode råd

BedreBolig er egentlig rettet mod enkelte huse, men husene i Klanparken i Ballerup er stort set ens, så Klanparken fik et særtilbud. Da det er forskelligt, hvor meget boligejerne har renoveret, laver energirådgiverne en plan på tre huse. Så kan de øvrige 70 boligejere lade sig inspirere af dem.

På en kølig og våd januardag kunne Hans Thygesen derfor tage imod to energirådgivere fra Energitjenesten for sammen at gennemgå det 197 kvadratmetre store hus fra 1971 ude og inde.

Her blev det hurtigt klart, at de største poster på energiregnskabet i Klanparken er isolering af tage og ydervægge, og udskiftning fra gaskedel til kondenserende gasfyr.

Men der er også hurtige og nemme gevinster ved for eksempel skift til LED-belysning, energimærket køleskab og gummilister langs døre og vinduer, så varmen ikke siver ud.

Kan spare på renovering

Der kan være mange penge at spare for beboerne i Klanparken, fordi 73 boligejere er gået sammen.

»Hvis der for eksempel er 15 boligejere, der gerne vil have skiftet tag, kan de indhente et fælles tilbud hos en håndværker og dermed opnå en god pris,« forklarer Bjørn Sunesen fra Energitjenesten.

I Klanparken skal BedreBolig-planerne fungere som indgang til at diskutere og tale om energirenovering:

»Det er lettere at forholde sig til, når nogle eksperter har givet konkrete og realistiske bud på, hvad vi bør satse på. Samtidig fjerner den tvivlen på, om vi nu gør det rigtige,« siger Hans Thygesen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *