BUPL: Stress er et meget stort problem
Statistik Både lærere og pædagoger er hårdt pressede i Ballerup Kommune. Lærerne klarer sig, mens pædagogerne lægger sig på stribe.

Tallene taler sit tydelige sprog. De kommunalt ansatte lægger sig rigtig meget syge i Ballerup Kommune og selvom der er sat gang i efteruddannelser, kurser og trivselstiltag, så er problemet stadig til stede. Det mener man i hvert fald hos BUPL, der organiserer pædagogerne i kommunen. Fællestillidsmand Maria Girotti fra BUPL Hovedstaden, er også bekymret for tallene og mener, at der er blevet sparet for meget i de seneste år.

»Pædagogerne er en rigtig hårdt ramt gruppe, når det kommer til sygefravær og stress. Det er især arbejdspresset, der er et problem. Normeringen er ikke god nok, i forhold til de ambitioner, som politikerne har og som vi selv har. Når der er for få ressourcer og vi gerne vil have den bedste hverdag for børnene, så kan medarbejderne ikke følge med,« siger Maria Girotti, som afviser, at pædagogerne bare er pivede.

Store ambitioner

»Pædagoger er en medarbejdergruppe, der rigtig gerne vil yde deres bedste og sætter generelt overliggeren højt. Men når de ikke kan leve op til de ambitioner, så går det lige i maven og i samvittigheden. Og så skal man ikke glemme, at det handler ikke bare om at passe en flok børn.

Der er rigtig mange krav til sprog, inklusion og læringsmiljøer i institutionerne i dag. Så det er ikke bare at sidde og overvåge legende børn. Men selvom kravene øges, så følger der ikke flere hænder med,« siger Maria Girotti.

Hun mener, at ambitionerne i Ballerup Kommunes ’Social Kapital’ projekt er gode nok, men der mangler kapital til at følge de mange ambitioner op.

»Generelt synes jeg, at ’Social Kapital’ er fint og der er mange gode intentioner. Men der følger ikke ressourcer med. Det er svært for vores medlemmer at tage på kursus og gå til møder, og samtidig vide, at de få kolleger, der er tilbage, står med det hele alene. Det slider,« siger Maria Girotti.

Det bliver ikke bedre

Hun håber, at de nye overenskomstforhandlinger vil give mere medindflydelse og en bedre tilrettelæggelse af arbejdet for medarbejderne i institutionerne, men hun regner ikke med flere penge. Til gengæld regner hun så heller ikke med, at 2014-tallene bliver pænere.

»Jeg tror ikke, at det bliver bedre. Stress er en meget stor faktor, og den vil fortsætte så længe politikerne har store ambitioner og ingen penge følger med. Borgmesteren har selv sagt, at vi bare må sætte ambitionerne ned, men det kan ikke lade sig gøre. Hverken fagligt eller menneskeligt,« siger Maria Girotti.

Tilfredse lærere

Hos Ballerup Lærerforening lyder der ikke de samme pessimistiske toner. Selvom der også er et hårdt pres på lærerne, så er sygefraværet ikke steget hos dem.

»Vi kan se, at der ikke er et stigende sygefravær hos lærerne i Ballerup. Det er ikke fordi vi ikke er pressede, for det er vi også, med skolereform og alt det nye. Men vi har fået lavet en lokalaftale, der faktisk har afbødet for de værste følgevirkninger, så vi ikke kan se det i sygestatistikkerne. Og det er vi naturligvis glade for. Men generelt vil jeg sige, at det er bekymrende, at tallene er så markante i Ballerup, så derfor er det vigtigt, at vi hele tiden er fremme i skoene, når det kommer til forhandlinger på skoleområdet,« siger formanden for Ballerup Lærerforening, Morten Refskov.

LÆS OGSÅ: ‘Würtzen: Det høje sygefravær er helt uacceptabelt’


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *