Würtzen: Det høje sygefravær er helt uacceptabelt
Ballerup-Rådhus-21.jpg
De ansatte i Ballerup Kommune har landets højeste sygefravær. Det er ikke accptabelt, og derfor har kommunen sat gang i en række initiativer, der skal komme det høje sygefravær til livs. Foto: arkivfoto
Statistik Ballerup placerer sig helt i toppen i ny KL-statistik om kommunalt sygefravær. Borgmesteren ærgrer sig, men påpeger, at der er sat initiativer i gang, der skal rette op på situationen.

En ny opgørelse fra Kommunernes Landsforening (KL), baseret på tal fra 2013 viser, at Ballerup Kommune har landets suverænt højeste sygefravær sammenlignet med alle andre kommuner.

Ballerup Kommune kan fremvise 16,4 sygefraværsdage pr. fuldtidsansat hvilket er markant flere end resten af landets kommuner. De omkringliggende kommuner kan fremvise mellem 13,3 og 10,8 fraværsdage pr ansat. Og det er ikke godt nok, fastslår kommunens øveste politiske chef, borgmester Jesper Würtzen (A).

»Den statistik er vi meget ærgerlige over. Det er ikke godt nok og derfor har vi allerede sat gang i en række initiativer, der skal forbedre tallene. Vi kan se, at vi også har en stigning i, hvor mange dage fraværet forekommer, så måske har vi været for langmodige på det område. Men generelt må vi sige, at det er uacceptabelt,« siger Jesper Würtzen.

Mange omstillinger

Han pointerer, at der har været en masse omstillinger i de seneste år og at det har haft en betydning for sygefraværet. Nedskæringsbudgetter og omstruktureringer har, ifølge borgmesteren, haft stor betydnig for, at mange har lagt síg syge.

»Vi har haft mange omlægninger og tilpasninger. Og der er mange, som har lagt sig syge i f.eks en opsigelsesperiode. Vi er en af de kommuner i landet, hvor der har været flest nedskæringer og omstruktureringer. Vi har skåret med i alt 346 millioner kroner i den forrige valgperiode, så det har haft konsekvenser. Vores normeringer ligger jo på et middelniveau, så vi må konstatere, at det handler om de mange omstillinger. Men det har været nødvendigt for at få vores økonomi til at hænge sammen og nu kan vi begynde at give ressourcer til de områder, hvor vi måske har skåret for meget,« siger Jesper Würtzen.

Konkrete tiltag

Ballerup Kommune har sat gang i flere konkrete initiativer for at få nedbragt sygefraværet.

Dels har kommunen i 2014 sat projekt ’social kapital’ på skinner. Det er et projekt, hvor der er fokus på, at medarbejderne skal fokusere på deres kerneopgaver og gøre det, de er uddannet til.

»Det handler om, at vi fra centralt hold kigger på de steder, hvor sygefraværet er højt og så sætter ind med ’social kapital’. Vi vil have kerneopgaverne i fokus og det handler også om tillid, retfærdighed og samarbejde. Det er vigtigt for os, at den enkelte medarbejder får de bedst mulige arbejdsbetingelser i hverdagen,« siger Jesper Würtzen.

Kommunens ledere er desuden blevet sendt på kurser og efteruddannelse, så de er i stand til at lede i den forandringstid, som unægtelig er en realitet i den kommunale sektor i disse år.

»Vores ledere skal være godt klædt på til at klare de forandringer, der er i hverdagen. Målet er, at de skal få de bedste redskaber til at lede, så hverdagen kan fungere optimalt for hele arbejdspladsen,« siger Jesper Würtzen, som understreger, at medarbejderne skal fokusere på at gøre det de kan.

»Lærere skal undervise, pædagoger skal passe børnene og hjemmehjælpere skal tage sig af de ældre. Ikke alt muligt andet,« siger han.

En ny hverdag

Borgmesteren bliver dog en smule uklar i mælet, når det kommer til spørgsmålet om der kommer flerer ressourcer til at ansætte flere folk i de kommende år.

»Vi har afsat ressourcer til hjemmeplejen og til andre områder, hvor vi omfordeler tingene og sørger for, at hverdagen glider lettere. Det betyder nu, at vi nu kan indrette efter en hverdag, hvor vi har de penge vi har og hvor vi ved, hvad vi har at gøre med i hverdagen. Om det betyder flere ansættelser, ved jeg ikke, men vi har afsat penge til de områder, hvor vi kunne se, at der var et behov,« pointerer Jesper Würtzen.

Han påpeger, at Ballerup Kommune skal have sygefraværet ned, og selvom der stadig er udfordringer, som f.eks den store omstrukturering i hjemmeplejen, der tog sin begyndelse i starten af 2014, så tror han på, at det kommer til at se bedre ud.

»Tallene er helt uacceptable og det skal være bedre. Derfor har vi, som nævnt, sat gang i meget fra personaleafdelingen på Rådhuset, så vi kan få sygefraværet ned, til glæde for både medarbejdere og borgerne,« siger Jesper Würtzen.

LÆS OGSÅ: ‘BUPL: Stress er et meget stort problem’


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *