Trafikanalyser er i gang
Debat Steen Strøm foreslog i sidste uges udgave af Ballerup Bladet, at man laver et forsøg med at afspærre den ene vejbane for at finde ud af, om det kan lade sig gøre at gøre Ballerup Boulevard to-sporet omkring Skovlunde Centeret.

Det lyder umiddelbart som en god idé, men ved at forsøge sig frem på denne måde i virkeligheden, vil man ikke kunne få en række trafikale forhold med.

Når Frederikssundsmotorvejen åbner til november vil trafikken ændre sig, da folk i Veksø, Stenløse osv. vil tage denne vej ind til København i stedet for at køre gennem Ballerup og Skovlunde. Disse ændringer kan man tage højde for med de computerprogrammer og statistikker, der er til rådighed i dag. I de samme programmer kan man finde ud af, hvordan man ved at styre lyssignaler, indlægge svingbaner, busbaner og andet kan optimere afviklingen af trafikken. Alle disse forhold er vanskelige at analysere på i virkelighedens verden.

Som nævnt gennemføres disse analyser nu. Når resultatet af trafikanalyserne er kendt, vil de blive fremlagt og vurderet, inden der tages endeligt stilling til, hvordan projektet skal gennemføres – og om det overhovedet er realistisk set med et professionelt trafikplanlægningsfirmas øjne.

Resultatet af trafikanalyserne vil desuden blive fremlagt på et borgermøde i Skovlunde (formentligt i marts måned), hvor der også vil være yderligere information omkring status for udviklingen af Skovlunde Bymidte, som jeg tror, vi er mange, der mener er nødvendig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *