Svar til Peter Als
Debat Kære Peter Als. Tak for dit svar på mit læserbrev. Jeg er glad for, at du er enig i at vi skal have en høj standard inden for vores daginstitutioner i kommunen. Det er også rart at I har afsat en større mængde penge til daginstitutionsområdet.

Men der er et par ting i dit svar, som jeg er nødt til at kommentere: Min anke var specifikt i forbindelse med normeringen, som jeg jo kun kan vurdere på 2014 niveauet.

Uanset om I ikke har budgetteret med (yderligere) besparelser i 2015, er der i tidligere år sparet så meget, at jeg mener normeringen nu er alt for lav til hvad der er forsvarligt – baseret på egne observationer og forskning inden for området. Det er det jeg betegner som en kvalitetsreduktion.

Om den så er sket over tidligere år og ikke sker i 2015-budgettet er vel egentlig irrelevant. Det er bare først blevet tydeliggjort nu, i forbindelse med nedsættelsen af taksten.

I tildeler også penge til en tidlig sprogindsats. Her er det måske min uvidenhed der spiller ind, men kan du ikke præcisere hvordan det kan give bedre normering? Det lugter lidt af ekstra administrativt arbejde i institutionerne, og ikke af ekstra personale…måske jeg tager fejl (det håber jeg)?

Og endeligt peger du på en ny skovbørnehave. Hvordan kommer det de eksisterende institutioners normering til gode med en børnehave mere?

Vi er i bund og grund enige om at der bør allokeres penge til området. Jeg mener bare, vi skal fixe revnerne i vores fundament først og ikke bygge en fin ny altan på første sal. Vi risikerer, at det hele styrter sammen til sidst og så har vi ikke glæde af den altan alligevel.

De basale behov bør til enhver tid trumfe ”pynten”. Det er efter min overbevisning normeringen som vil gøre den største forskel for børnene og de ansatte – og for (lokal)samfundet på sigt.

1 kommentar om “Svar til Peter Als”

  1. Jette Weicher siger:

    Kære Lisbeth Sørensen
    Du har ramt så meget plet med alt, hvad du har skrevet. Og med sætningen “De basale behov bør til enhver tid trumfe “pynten” “, så rammer du, hvad en meget stor procentdel af pædagoger føler.
    Hvad, at politikerne og diverse kritikere af pædagoger ikke forstår, er jo, at, når man vil i gang med diverse projekter, så er det jo ikke blot enkelte børn, som bliver ramt. Det er flere børn, men også ens kolleger, for ved hvert projekt har man jo ofte kun få børn med, og de resterende børn bliver så overladt til de få voksne, som ikke deltager i projektet. Og det levner desværre kun tid til at klare praktiske opgaver og praktisk overblik og slet ikke tid til nærvær, omsorg og leg, som jo netop er så basalt vigtigt, fordi det er med til at “uddanne” vores børn til samfundets regler.
    Så mange af de projekter, som politikerne har valgt at søsætte igennem de sidste mange, mange år, har kun gjort hverdagen sværere for både børn og unge og for de mennesker, som kun vil vores børn det bedste og har i virkeligheden kostet frygteligt dyrt på mange kontoer.

Skriv et svar til Jette Weicher Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *