Smertebehandling i verdensklasse
Debat Det er ikke ualmindeligt, at siden for læserbreve benyttes af folk, der har brug for luft, fordi de på den ene eller anden måde er vrede over eller kede den måde, systemet har behandlet dem.

Somme tider med rette. Men alt for sjældent husker vi at rose, når noget fungerer. Endda bedre, end vi turde tro.

Og i dette tilfælde er det ikke bare et system, der fungerer. Men i særdeleshed de mennesker, der repræsenterer systemet. I dette tilfælde de dygtige folk fra palliationsenheden i Ballerup Kommune, som har været helt enestående hjælpsomme, søde og forstående i behandlingen af min mand, der døde 7. januar i år efter at have tabt den umulige kamp mod pancreascanceren.

Det er mig magtpåliggende at fortælle, hvor godt jeg har følt mig hjulpet af disse dygtige, professionelle og medfølende sygeplejersker, der hver dag har besøgt og tilset min mand.

De har hjulpet med alt det hårde fysiske arbejde, jeg ikke selv længere har magtet, og de har hver dag muntret ham op. Og ikke så få gange fulgte han sygeplejerskerne ud af døren ledsaget af både håndkys og smil.

Vi var på fornavn med dem alle, og vidste, hvor mange børn de havde, hvor de boede og hvad de ellers syslede med i fritiden. Det gav et både varmt og personligt forhold til de ansatte, der gav indtryk af virkelig at ville os det bedste.

Det har været en tid, hvor både min mand og jeg og hele familien har været under et maksimalt følelsesmæssigt pres, og hvor der blev stadig længere mellem de gode dage.

En lang periode, hvor vi alle bare kunne vente på det uundgåelige. Det tog godt et halvt år, fra min mand fik konstateret den modbydelige kræftsygdom, til han udåndede på Hospice Søndergård i Måløv. En ganske forfærdelig tid, hvor hans fysiske tilstand bare blev værre og værre. Han svandt gradvist ind, og i den allersidste tid, gik af den stærke medicin i hjernen, og han fik momentane problemer med at finde ud af, hvor han var, og hvad han ville. Og i særdeleshed i den sidste tid, var der hele tiden søde folk fra Palliationsenheden, der kom forbi og hjalp – lige meget hvor ofte jeg ringede, eller hvad klokken var.

Min mand kunne i lighed med mange andre danskere godt – og endda ofte – brokke sig højlydt over, hvad de mange skattekroner, han har lagt gennem årene, blev brugt til. Men i den sidste tid gav det langt mere mening. Og hvis uhelbredelig sygdom rammer dig, der læser dette, eller dine pårørende, så er det måske en lille trøst, at du næppe kommer i bedre hænder end her.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *