Stor succes for lokal iværksætter-familie
legeapp_11.jpg
Familien samlet om spisebordet, hvor Legehjul.dk drejer lystigt på iPaden. Foto: Flemming Schiller
app En familie fra Ballerup har skabt en legeapp, som nu bliver gjort tilgængelig for samtlige skoler i landet.

De har troet på deres idé i årevis. I april 2014 fik de langt om længe gjort den til virkelighed – og nu ser det ud til at resten af landet også snart får øjnene op for den.

Familien på fem – far Kim Nørgaard, mor Manja Fie Molbæk og de tre børn Iben, Anika og Kalle har sammen skabt legeappen Legehjul.dk. Vi skrev om dem i Ballerup Bladet i juni sidste år, da de netop havde sendt appen på gaden, og siden er det gået over al forventning.

»I november havde vi et møde med én fra Undervisningsministeriet, og det gik rigtig godt. De var meget positive og imponerede over vores app, som de gerne ville være med til at brede ud til landets skoler,« fortæller Kim Nørgaard.

Siden er der blevet arbejdet på teknikken, der skal gøre det muligt – og i løbet af de næste par uger forventer Kim Nørgaard og resten af familien, at deres opfindelse ligger klar til brug for alle landets skoleelever og ansatte på skolerne, der kan få adgang til Legehjul.dk ved hjælp af deres UNI-Login på skolerne.

»Til at begynde med vil tjenesten nok være mere eller mindre gratis, indtil vi lige får løbet det ordentligt igang. Men idéen er, at skolerne køber en eller anden form for abonnement, så vi også på sigt kan få nogle af de penge, vi har investeret i denne her app tilbage igen,« siger Kim Nørgaard.

Download frikvarter

Legehjul.dk er en app, der helt simpelt består af et lykkehjul med forskellige lege. Brugeren vælger selv hvilke lege, der skal indgå i lykkehjulet, som man sætter i gang med et tryk på skærmen. Den leg pilen peger på, når hjulet stopper, skal man så lege. Og til hver leg hører en lille instruktionsvideo, hvor legens regler forklares og vises, så alle kan forstå.

Idéen til Legehjul.dk opstod, da familiens børn begyndte i skole, og forældrene ofte oplevede at de kom hjem og fortalte om konflikter og uvenskab i skolegården.

»Der var utrolig mange konflikter i frikvartererne, og vi forældre brugte enormt mange ressourcer på at holde møder og snakke sammen om, hvordan vi kunne hjælpe børnene til at have nogle bedre frikvartere,« fortæller Manja Fie Molbæk, der er uddannet pædagog.

De arrangerede også legedage, hvor de forsøgte at hjælpe børnene ved at lære dem forskellige lege, som de så kunne lege i frikvarterene. Heraf opstod den første spæde idé om legeappen.

»Fra start tænkte vi, at det kunne være smart, hvis børnene kunne ”downloade deres frikvarter’’,« siger Manja Fie Molbæk.

Og lige præcis den tanke, bliver til virkelighed nu, når Legehjulet.dk kommer ud på skolerne.

»Det er så spændende og vi er alle sammen meget stolte,« understreger Kim Nørgaard.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *