Det er nye tider i Dagplejehuset på Kornvænget 32 i Ballerup, hvor der efter nytår venter børnene en ny oplevelse.
Huset er blevet en vigtig del af den kommunale dagpleje, for det er her, at dagplejebørnene kommer, når en af de 22 kommunale dagplejere har ferie, er syge eller er på kursus og derfor skal rammerne selvfølgelig være i orden.
Og det er de i den grad nu, hvor huset er blevet renoveret indendørs og fået en ny legeplads, hvor de gamle frugttræer er bevaret.
I dag er der fast personale ansat i Dagplejehuset, som kender alle børnene og som kan tage imod, når de ankommer som samlet gruppe.
Åbent hus
Huset bliver brugt til mange forskellige ting og dagplejerne besøger ofte huset i en halv eller en hel dag så børnene får en tilknytning til huset.
Dagplejehuset bruges også til forældrearrangementer indenfor dagplejen, men som noget nyt vil dagplejehuset invitere indenfor til et Åbent Hus-arrangement for småbørnsfamilier i Ballerup.
Det sker lørdag den 17. januar mellem klokken 9.30 og 11.30, hvor motorikkonsulent Jane Møllerskov Mikkelsen vil vise, hvor nemt man kan stimulere sit 0-1 årige barn. Hvis man vil være med, kan man melde sig til senest den 16. januar via sms på 20 69 12 87.
Der er desuden altid mulighed for at ringe og aftale et besøg i huset for at høre nærmere om Dagplejehuset og det arbejde, der gøres.