Vedligeholdelse og udvikling
debat Arnth Mørk spørger i et læserbrev om politikerne også har fokus på at vedligeholde bygninger og veje.

Hertil kan jeg svare, at det har vi faktisk fokus på, men det får ofte en mindre plads i medierne end de nye projekter.

Kommunalbestyrelsen har faktisk de senere år opprioriteret vedligeholdelse efter flere år med besparelser, hvor vedligeholdelsen ikke helt var på det niveau, vi gerne vil have. Nu er der en bedre balance i økonomien, og vi har prioriteret flere midler til vedligeholdelse.

Lad mig nævne noget af det, der konkret er besluttet:

Vi har besluttet, at øge midlerne til vedligeholdelse af bygninger fra 39 mio. kr. til 50 mio. kr. årligt. Dette er sket fra 2014 og årene frem.

Vi har oprettet en årlig fast pulje på 5 mio. kr. til vedligeholdelse af veje og fortove, hvor vi tidligere lod økonomien være afhængig af salg af bygninger og grunde. Vi har faste beløb til reparation af broer, af grønne områder.

Ved afslutningen af regnskabet for 2013 blev resultatet bedre end ventet bl.a. pga. den milde vinter med mindre snerydning. Her blev 5 mio. kr. overført til ekstra renovering af cykelstier udvalgt i samarbejde med cyklistforbundet i Ballerup.

Vi bevilligede i sommer ekstraordinært 2 mio. kr. til indendørsrenovering, maling mv. på vores folkeskoler.

Ved budgettet for 2015 besluttede Kommunalbestyrelsen at afsætte ekstra 40 mio. kr. (udover de nævnte 50 mio. kr.) til gennemgribende renovering af børneinstitutionerne på Lundebjerggårdsvej. Endvidere 5 mio. kr. til Kirstinevang i Ballerup. Der blev også afsat 2 mio. kr. ekstra til renovering af skoletoiletter og 2 mio. kr. ekstra til indeklimaforbedringer på skolerne (særligt de ældste skoler).

Vi afsatte 41 mio. kr. til renovering af lys og lygtepæle og nedgravning af kabler. Hertil en række »mindre« beløb til konkrete moderniserings- og renoveringsprojekter på kulturområdet: kunstgræs, musikkulturhuset Lautrup, og idrætsanlæg. Og endelig øgede vi driftsmidlerne til fjernelse af ukrudt, græsslåning m.v. med 1,1 mio. kr. årlig.

Vi har også afsat 8 mio. kr. til gennemførelse af trafiksikkerhedsplanen, hvor de første projekter lige nu ruller konkret ud, som du nævner. Om det er vedligehold eller nyt kan man diskutere, men det er godt, at der er penge til at få det gennemført.

Jeg synes, at vi politisk har prioriteret vedligeholdelse. På nogle områder kunne jeg godt have tænkt mig, at der var endnu flere penge, men det er også vigtigt med udvikling af vores kommune.

Her er der afsat penge til i Ballerup Bymidte med 25 mio. kr. og Skovlunde Bymidte med 17 mio. kr. er de største. Og desuden er der afsat 5 mio. kr. til opstart af byudvikling i Måløv og 1,5 mio. kr. til Pederstrup. Det er alle projekter, som jeg tror vil starte en god udvikling af bydelene.

Hvad angår opfræsningen af striber på Mileparken, som du nævner i dit brev, har det pga. julen ikke været muligt for mig at få en forklaring af fra teknisk afdeling. Jeg vil bede administrationen svare i det nye år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *