Skovlunde bymidte
Debat Henning Hansen og Arnth Mørk spørger i læserbreve til udviklingen af Skovlunde Bymidte – herunder etableringen af en ny overgang på Ballerup Boulevard.

I forhold til udviklingen af Skovlunde så tror jeg, vi er mange, der er enige om, at der skal ske noget for at udvikle Skovlunde Bymidte.

Derfor har der også været en proces om udviklingen de seneste år. Der blev i 2013 afholdt adskillige borgermøder og møder med repræsentanter fra borgere og handlende i Skovlunde.

Alle disse møder var grundlaget for en arkitektkonkurrence om Skovlunde bymidtes udvikling, der blev afholdt i foråret 2014. Der deltog 5 arkitektfirmaer i den afgørende finale. Alle 5 firmaer pegede på, at der skulle etableres en bedre forbindelse mellem Skovlunde syd og nord – og at den eksisterende tunnel ikke var tilstrækkelig for at skabe udvikling i Skovlunde.

Der var forslag, der var betydeligt dyrere fx om at sænke Boulevarden. Vinderforslaget pegede faktisk på den billigste løsning, og dertil den løsning som et helt enigt dommerudvalg med fagdommere og lægfolk syntes var bedst.

Derfor arbejder vi nu med et forslag, der indsnævrer Boulevarden og laver en fodgængerovergang i niveau mellem de to centre. Indsnævringen af Boulevarden har desuden den effekt at støjen fra trafikken bliver mindre.

Lige nu er et firma ved at tegne og projektere i detaljer, så trafikken kan forløbe bedst muligt gennem Skovlunde, samtidig med, at der er etableret den ønskede forbindelse.

Det er rigtigt at omlægningen vil koste 17 mio. kr. og det vil være den største kommunale delinvestering i Skovlunde udviklingsprojektet.

Som bekendt ligger center nord på privat grund og det samme gør det meste af center syd. Jeg er p.t. i dialog med de forskellige private ejere.

Ejerne synes alle, at vinderforslaget er rigtigt godt, og der arbejdes på at finde private investorer, der vil gennemføre projektet. Det håber og tror jeg meget vil lykkes, for der bliver tale om en udvidelse af byggerettighederne, der vil kunne indbringe fortjeneste.

I forbindelse med dialogen med de forskellige ejere og i forhold til at tiltrække investorer betyder det meget, at kommunen viser, at vi vil dette projekt ved at foretage kommunens dyreste delinvestering. Det er et signal, der betyder, at det bliver lettere at tiltrække nye private investorer. Byudviklingsprojektet giver desuden også mulighed for, at der kan bygges flere boliger på grundene i bymidten – og det er der en øget interesse for hos investorer lige nu.

Så på den måde håber og tror jeg på, at det vil lykkes at få den udvikling til Skovlunde, som vi alle ønsker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *