Beboere kæmper mod kommunens stiplaner
cykelsti_21.jpg
Den nye supercykelsti langs Hold-an Vej er bestemt ikke, blevet som forventet. Og problemerne fortsætter. Foto: Flemming Schiller
cykelsti Ballerup Kommune vil lave flere nye tiltag på den uheldige cykelsti ved Hold-an Vej. Beboerne undrer sig og vil bare have sagen afsluttet.

Det er ikke gået særlig godt ved anlæggelsen af den nye såkaldte supercykelsti langs Hold-an Vej mellem Vestbuen og Bueparken. Og problemerne fortsætter.

En gruppe beboere var mandag aften til møde med repræsentanter fra Ballerup Kommune, der fortalte om den uheldige anlæggelse af cykelstien, der er endt med at blive 35 centimeter højere end de omkringliggende stier og hvor beboerne frygter, at det vil fungere som en dæmning og kilde til oversvømmelse i haver og huse.

Ifølge Boris Dreyer, der var en af grundejerne ved mødet, skyndte de fremmødte kommunale repræsentanter sig at undskylde forløbet og den uheldige anlæggelse af stien og pointerede samtidig, at vandet ikke kommer til at være noget problem.

Lagde sig fladt ned

»De lagde sig ret fladt ned og undskyldte sig med, at det var kommunens travleste afdeling og at der sker fejl. Men samtidig fortalte de, at de nu ville lægge dræn og tre faskiner under stien for at klare de vandmasser, der måtte komme. Men det undrer mig, for hvis vandet ikke er et probem, hvorfor så lave så mange tiltag?« siger Boris Dreyer, der spurgte om hvor store de faskiner skulle være.

»Det vidste de ikke. Men jeg har regnet på det, og hvis den skal kunne klare et ’almindeligt’ skybrud, som ifølge DMI kommer en gang årligt, skal udgravningen være på størrelse med en campingvogn. De helt store skybrud, som det voldsomme i København i 2011, kræver en endnu større faskine og udgravning. Men alligevel ville de sætte det i gang i den kommende uge,« siger Boris Dreyer.

Det tyder, ifølge Boris Dreyer på, at Ballerup Kommune alligevel ser vandet som et problem. Et andet ankepunkt fra beboernes side er, at cykelstien tilsyneladende er ensrettet og ikke dobbeltrettet, som andre steder i kommunen. Og det undrer dem også.

Ensrettet cykelsti

»Man har brugt en masse penge og kræfter på en cykelsti, og så kan man ikke engang køre i begge retninger. Det er helt uforståeligt. Hvad med skolebørnene. Skal de trække til skole? Meldingen var nemlig, at så må man trække, hvis man skal i retning mod Ballerup Centrum,« siger Boris Dreyer, der også undrer sig over, at Ballerup Kommune vil fjerne buskene ud til Hold-an Vej.

»Det tager lidt lyd, når man fjerner hækken. Det er ikke meget, men 2db er da lidt. Men hvad værre er, så er det, ifølge os, mere utrygt at færdes på stien, hvis der ikke er en form for afskærmning. Ballerup Kommune vil have, at vi skal have grønne hegn og ikke plankeværk, men samtidig fjerner de buskadset. Jeg forstår det simpelthen ikke,« siger Boris Dreyer.

Han undrer sig over, at Ballerup Kommune efter mange års stilstand i kvarteret pludselig er så ivrige for at lave noget nyt, som de alligevel ikke rigtig har styr på.

Lad os være i fred

»Jeg har boet her i ni år, men der er ikke rigtig sket noget. Nu skal der så ske en hel masse, men i denne sag er vi faktisk mest interesserede i at lade stien være som den var før og så undgå at slås mere med det,« siger han.

Ifølge Boris Dreyer fik beboerne at vide på mødet, at det har kostet i omegnen af en million kroner ekstra at anlægge cykelstien på grund af, at der skulle lægges ekstra grus og ændre hældningen med ekstra asfalt. Og at det vil kosteomkring 300.000 kroner for at etablere dræn og faskiner langs cykelstien.

»Det kan godt være, at Ballerup Kommune ikke ved, hvad de skal gøre, men det virker helt grotesk, og nu taler jeg for alle beboere omkring Vårbuen, at vi er chokerede over det, der foregår. Man fortsætter bare i samme skure uden at tænke sig om. Det er både dyrt og besværligt og gør tilsyneladende bare tingene værre,« siger Boris Dreyer.

God dialog

Det har ikke været muligt at få et interview med afdelingsleder i Ballerup Kommune, Lars Algreen, som var med til mødet, men i en kortfattet mail skriver han.

»Der har været afholdt møde med borgere, der bor nær stien langs Hold-An Vej, præget af åbenhjertighed og en god dialog. Det er mit indtryk, at borgerne er klar over, at vi tager deres synspunkter alvorligt. Det er dog for tidligt at konkludere noget i denne sag før jul, da der fortsat udestår samtaler og undersøgelser før vi beslutter, hvilken løsning vi vil anbefale«.

1 kommentar om “Beboere kæmper mod kommunens stiplaner”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    ” Det er ikke gået særlig godt ved anlæggelsen af den nye såkaldte supercykelsti langs Hold-an Vej mellem Vestbuen og Bueparken. Og problemerne fortsætter ”

    Korrekt: Problemerne fortsætter for beboerne langs det famøse fortov idet kommunen nu fabler om at nedlægge dræn, faskiner på størrelse som campingvogne og meget mere.
    Som alt sammen kun er lapperier i et uendelig, der igen vil forårsage gener og skader for beboerne.

    Jeg håber derfor at Kommunen, der har indrømmet at det var deres fejl, vil komme beboerne i møde og genetablere fortov/cykelsti på samme niveau, som tidligere.

    Det vil på kort og lang sigt være langt den bedste løsning for alle.

    Som det er nu, med alle lapperierne, virker det som om at beboerne skal betale for kommunens erkendte fejl ved anlæggelsen. ??

    Så, erkend jeres fejl og gør den god igen ved, som sagt, at genetablere det hele på tidligere niveau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *