Julens premierefilm i Baltoppen
filmen.jpg
Baltoppen fejrer første juledag med to filmpremierer - blandt andet Exodus med Christian Bale i hovedrollen. Foto: Pressefoto
Film I filmen ’Exodus’ er Moses halvbror til Ramses, der hersker over hele Egypten, hvor han holder flere hundredtusinde israelitter som slaver.

Efter et tegn fra Gud skal Moses føre folket ud af Egypten, men forslaget falder ikke i god jord hos Ramses, der nægter at frigive slaverne. Landet rammes derfor af ti plager, og til sidst må Moses føre sin slægt mod havet for at undslippe Ramses og hans massive hær.

Exodus er det latinske navn for Anden Mosebog, og det er ikke første gang, at historien om Moses filmatiseres. Den mest kendte er The Ten Commandments med Charlton Heston i hovedrollen, og den seneste udgave i biograferne var animationsfilmen The Prince of Egypt.

Til gengæld er ’Exodus’ den første film, der kan fortælle historien med et arsenal af moderne computereffekter til rådighed, og derfor er der først og fremmest tale om en adventurefilm for fuld udblæsning.

Ridley Scott står for instruktionen, imens Moses og Ramses spilles af hhv. Christian Bale og Joel Edgerton. På den imponerende rolleliste finder man desuden den danske skuespiller Dar Salim.

Tøser på tur

’All Inclusive’ er en komedie om de to søstre, Ditte og Sigrid, der rejser til Malta sammen med deres mor, Lise, for at fejre hendes 60-års fødselsdag. Lise har svært ved at komme i stemning, da hun netop er blevet forladt af pigernes far og i det hele taget oplever en lille livskrise.

Ditte og Sigrid er som dag og nat og er derfor også fuldstændigt uenige om, hvordan man glatter tingene ud. Mens den fornuftige Sigrid forsøger at skabe ro og hygge i den lille familie, hyrer Ditte en lokal bartender til at flirte uskyldigt med moren. Inden længe opstår der dog ægte følelser mellem den modne kvinde og hendes sydlandske bejler, og så er det jo ikke så heldigt, at Ditte også har været i seng med selvsamme mand.

’All Inclusive’ er den syvende spillefilm fra komiker Hella Joof, der af mange stadig huskes fra ’Lex og klatten’ og ’Det brune punktum’. Efter at have taget springet til instruktør, har Joof med film som ’En kort en lang’, ’Oh Happy Day’ og ’Se min kjole’ genremæssigt bevæget sig fra romantik over komedie til barsk ungdomsfilm.

Med ’All inclusive’ står den dog på fuldbyrdet charterferie-komik, hvilket leveres af den folkekære skuespiller Bodil Jørgensen og de unge talenter Maria Rossing og Danica Curcic.

Begge film kan ses i Baltoppen Bio fra 25. december.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *