En ekstra mor, når det kniber
bydelsmødre_5.jpg
Den nye bydelsmor, Suad Zubeid (t.v), der vil bruge sine erfaringer fra Sønderborg til at hjælpe indvandrerkvinder i Ballerup. Hun ses her sammen med Miasser Hawwa, som er koordinator for Ballerups bydelsmødre. Foto: Flemming Schiller
Netværk Kvinder med indvandrerbaggrund har stort udbytte af at kunne række ud efter en bydelsmor, når det hele bliver uoverskueligt. Nu er en rigtig erfaren bydelsmor klar til at hjælpe.

Det kan være svært for kvinder, som kommer fra et andet land, og som måske slet ikke kan tale dansk eller kender nogen i landet eller bare i lokalområdet, at komme ud i samfundet og få et netværk. Og det kan i særdeleshed være svært at lære samfundet at kende og vide, hvad man kan og skal, hvis man går hjemme hver dag og føler sig socialt isoleret. Men det er der råd for.

Ballerup Kommune har i et par år haft de såkaldte bydelsmødre, hvor ressourcestærke kvinder med indvandrerbaggrund frivilligt hjælper andre kvinder med at forstå samfundet, skaffe netværk og i det hele taget giver en hjælpende hånd og en snak, når tingene ser svære ud.

En af de nyeste bydelsmødre er Suad Zubeid, der har arabisk baggrund og desuden er både kulturformidler og sundhedsformidler. Hun har været bydelsmor i Sønderborg, hvor hun har boet i 15 år, inden hun flyttede til Ballerup. Her har hun blandt andet fået en kvindepris for sit store frivillige arbejde og nu stiller hun sin ekspertise og erfaring til rådighed for kvinder med indvandrerbaggrund i Ballerup.

Meget at give af

»Jeg er faktisk den første, der fortsætter som bydelsmor efter at være flyttet til en helt anden by. Men jeg synes det er vigtigt, at bruge sine erfaringer og ekspertise til at hjælpe andre. Jeg har mange års erfaring og har meget at give af, så derfor var det oplagt for mig at hjælpe. Det er vigtigt for kvinderne at kende deres nærområde, men også at kende samfundet. Hvilke rettigheder og pligter har man. Det har i sidste ende stor betydning for hele familien og integrationen,« siger Suad Zubeid.

Hun fortæller, at bydelsmødrene kan hjælpe med en lang række ting, også når det kommer til børnene og deres skolegang, snak med lærere og pædagoger, kommunen og andre myndigheder. Men det handler også om mere dagligdags udfordringer, som en bydelsmor kan hjælpe med.

»Det er vigtigt, at kvinderne kommer ud af den sociale isolation, som nogen er i. Vi skal have dem som en aktiv del af samfundet og det sender også et signal til deres børn om, at man skal engagere sig i samfundet og tage del i det,« siger Suad Zubeid.

Bedre integration

Indsatsen fra bydelsmødrene og koordineringen af deres indsats har Miasser Hawwa stået for siden ordningen begyndte i Ballerup Kommune for to år siden. Her blev de første bydelsmødre uddannet, og har siden været et unikt bindeled mellem dem og andre kvinder. Samtidig har bydelsmødrene tavshedspligt, hvilket betyder, at der er rigtig mange ting, som man kan bruge bydelsmødrene til.

»Vi har i alt 16 bydelsmødre og de fleste er meget aktive og har tiden. De har mange opgaver og er i mange tilfælde vejen til bedre integration hos familien. Vi har mange arrangementer, hvor især de mere socialt isolerede kvinder kan komme ud og lære andre at kende og lære om samfundet,« siger Miasser Hawwa.

Fordi bydelsmødrene har forskellig baggrund er Miasser også i stand til at matche bydelsmødrene med kvinder, der har en lignende baggrund og som kan tale sproget. Dermed bliver der lettere kontakt og større tillid mellem dem.

Og de kan begge se, at behovet er stort for at bruge bydelsmødrene.

»Jeg er glad for, at kunne være med til at få disse kvinder ud i samfundet og deres børn også. Som mor til tre børn ved jeg også, at det er til børnens fordel, at de integrerer sig, og bliver aktive medborgere i samfundet. De må gerne have deres kultur med sig, men man skal være en aktiv del af det danske samfund;« siger Suad Zubeid.

Fædre på banen

Det sidste nye er, at der bliver arbejdet hårdt på at få en række bydelsfædre på banen, især i Skovlunde, hvor der har været problemer de senere år med unge drenge, der er røget ud i kriminalitet. Og her skal fædrene på banen, mener de to kvinder.

»I de her tilfælde, som i Skovlunde, må fædrene på banen. Det kan kvinderne ikke håndtere. Derfor skal mændne have en kontakt til de unge rødder, og der er stor interesse,« siger Miasser Hawwa, som håber, at finansieringen kommer på plads og at et nyt hold bydelsfædre kan rykke ud i det kommende år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *