Last Waltz med Når Far Har Fri
NFHF-Nuværende-besætning-copy.jpg
Når Far Har Fri anno 2014. Kom og sig farvel til de fem gæve gutter,når de spiller afskedskoncert i Baghuset på fredag. Foto: Privatfoto
Afskedskoncert Ballerupbandet ’Når Far Har Fri’ takker af efter 25 år med en stor afskedskoncert i Baghuset på fredag den 12. december.

For godt 25 år siden havde ’Når Far Har Fri’ debut som orkester på Tapeten til en fest afholdt af Ballerup Lærerforening.

NFHF blev dannet af Mogens Bille, Kai Aabrandt, Steen Brandt, Allan Dyrnits og Søren Olsen.

»Vores egentlige debut var dog den 13. januar 1989 i Baghuset. Vi havde været i KBH’s radio om morgenen og spillet akustisk og blev interviewet af Jes Dorf Pedersen, mens Gunnar Nu sad i hjørnet af studiet og ventede på at komme med sportsresultater. Om aftenen skulle vi spille i Baghuset og vise sammensmeltningen af de to gamle Balleruporkestre Sextons og Rocking Chain. Det var nu kun Allan, der var fra Sextons og Mogens og mig fra Rocking Chain,« fortæller Kai Aabrandt.

Aftenen var en stor succes og blev begyndelsen på en lang musikalsk rejse, som de fem aldrig havde drømt om.

Efter nogle år trådte Mogens ud af bandet og Frederik Holdgaard kom ind i stedet i 1994. Senere trådte Søren ud og blev afløst af først John og senest af Bjarne Aaberg, der stadigvæk rører i gryderne.

Stor opbakning

I de 25 år har NFHF deltaget i det blomstrende musikliv i Ballerup. Musikfestivaller, Bomesse, private fester, gæsteoptræden med Jørgen Artbys underholdningsorkester i Baltoppen, opvarmning til Dr. Hook og musikfester på det seneste.

»Det har været enestående og båret af en stor opbakning fra musikglade mennesker i Ballerup,« lyder det fra Kai Aabrandt

NFHF har været med til at gøre Baghuset til et rigtigt spillested og i en periode lavede de danseaftener en gang om måneden med et stort og trofast publikum.

Sætter punktum

»Nu er der gået 25 år og vi mener, at tiden er inde til at sætte punktum. Det gør vi med en ’Last Waltz’ i Baghuset den 12. december og ved den lejlighed håber vi at genopleve den musikglæde, som vi altid har delt med et dejligt publikum i Ballerup. To af de gamle fædre dukker op og er med til at lukke og slukke,« fortæller Kai Aabrandt.

Dørene åbner klokken 20 og koncerten begynder 20.30. der kan købes billetter i døren. Sidste nummer spilles klokken 23.45 og så er 25 års musik med NFHF forbi.

»Da vores koner ikke står i baren, kan vi ikke garantere for den sædvanlige uforskammede betjening,« siger bandet, der har denne sidste hilsen til alle i Ballerup:

»Vi skal hermed sige tak til alle, vi har mødt i årene og udtrykke håbet om, at nye bands dukker op og giver næste generation gode musikoplevelser.«

NFHF-Oprindelig-besætning-copy

Når Far Har Fri blev dannet i slut 80’erne. Deres egentlige debut var i Baghuset i Ballerup, hvor de nu også holder afskedskoncert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *