Lokale frivillige overtager Talentspejdernes arbejde
Unge En lokal afdeling af Talentspejderne ser snart dagens lys. Der er stiftende generalforsamling på torsdag og folkene bag håber, at mange vil bakke op.

Siden 2012 har Landsforeningen Talentspejderne tilbudt deres hjælp til unge i Ballerup Kommune. Gennem en mentorordning har medarbejdere på lokale virksomheder stillet sig til rådighed som mentorer for lokale unge, der har brug for støtte og motivation til at finde ud af, hvad de gerne vil i fremtiden – og hvad de kan gøre for at komme nærmere deres mål.

Mentorordningen har hidtil været finansieret af Socialministeriets Satspulje, men nu er tiden moden til, at den kan kører videre som lokal forening drevet af frivillige kræfter.

Hidtil har det været udviklingskoordinator Dorte Krøll-Schwartz fra Ballerup Kommune, der i samarbejde med landsforeningen har sørget for at matche mentorer og unge. Men Dorte er netop gået på pension og har overladt pladsen til sin efterfølger Nanna Rasmussen.

Dorte har dog ikke kunnet slippe projektet og er derfor frivillig tovholder for den nye lokalforening af Talentspejderne, som forhåbentlig snart ser dagens lys. Der er stiftende generalforsamling på rådhuset på torsdag klokken 17, hvor begge kvinder håber at se en masse interesserede.

Gode erfaringer

Dorte Krøll-Schwartz er klar til at påtage sig rollen som formand i den nye lokalforening, der skal varetage de opgaver som hidtil har ligget i landsforeningen.

»Det bliver den nye bestyrelse, der kommer til at stå for kontakten til virksomhederne, mens Nanna Rasmussen står for kontakten til klubber, skoler og andre, der har med de unge at gøre,« forklarer Dorte Krøll-Schwarts, der glæder sig til det fremtidige arbejde.

Hun har selv været mentor for en ung pige og har kun gode erfaringer med projektet.

»Vi ved at både forældre og lærere siger, at det er helt utroligt så meget de unge rykker sig,« siger hun.

Foreløbig har der i Ballerup været knap 40 elever igennem Talentspejdernes mentorordning, der er et forløb over 24 uger, som kommer til at fortsætte på samme måde fremover, når lokalafdelingen tager over.

Find talenterne frem

Ordningen er for unge i 7. til 9. klasse, der har brug for et lille skub i den rigtige retning.

»Det er for unge, der har brug for at finde deres talenter og de gode sider frem,« siger Dorte Krøll-Schwartz og suppleres af Nanna Rasmussen:

»Nogle der har brug for lidt motivation for eksempel i forhold til valg af ungdomsuddannelse.«

De unge henvises typisk fra skoler, ungdomsklubber eller UU-vejledere. Men forældre kan også selv tage kontakt til Nanna Rasmussen, hvis de mener at deres dreng eller pige har behov for en mentor.

Mentorerne kommer fra forskellige lokale virksomheder.

»Vi har haft både lagerarbejdere og direktører. Det er ikke stillingen, der betyder noget, det vigtige er bare, at mentorerne har et stabilt ståsted i erhvervslivet og har lyst til at være noget for et ungt menneske,« siger Dorte Krøll-Schwartz.

Fakta: Talentspejderne og mentorordningen

Hvis du har lyst til at være en del af den nye lokale forening af Talentspejderne kan du møde op til stiftende generalforsamling på Ballerup Rådhus torsdag den 11. december klokken 17.

Forældre, virksomheder eller andre, der ønsker at høre mere om Talentspejderne kan kontakte udviklingskoordinator Nanna Rasmussen på telefon 25 22 80 93 eller mail nsra@balk.dk.

Læs mere om Talentspejderne og mentorordningen på www.talentspejderne.dk


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *