‘Vi vil være en efterskole uden overnatning’
Talent10-Anja-og-Christine2-2-copy.jpg
Uddannelseschef Anja Brauner-Kristiansen og udviklings- og uddannelseskonsulent Christine de Fine Lassen har det sidste år arbejdet hård på at finde formen på det nye 10. klassetilbud. Nu er de klar med Talent:10.
10.klasse Ballerup Kommune har overdraget driften af 10. klasse til CPH West, der er klar med et helt nyt koncept for kommunens unge ’Talent:10’.

Når klokken ringer ud til sommerferie næste år, er Ballerup Kommune færdig med at drive 10. klasse. Den opgave har en enig kommunalbestyrelse valg at overdrage til CPH West, som i forvejen huser hhx og hg uddannelserne.

Siden oktober sidste år har uddannelseschef Anja Brauner-Kristiansen og udviklings- og uddannelseskonsulent Christine de Fine Lassen på CPH West i Ballerup knoklet for at få aftalen i hus – og få skabt et helt nyt og anderledes 10. klassetilbud til kommunens unge.
»Vi har talt med alt og alle for at finde ud af, hvad det er, 10. klasse skal kunne,« fortæller Anja Brauner-Kristiansen og fortsætter:

»Mange af de unge, vi har talt med, har en drøm om at komme på efterskole i 10. klasse. Så det har vi valgt at tage til os. Vi vil gerne være en efterskole – uden overnatning.«

Derfor vil der blandt andet være check-in om morgenen, hvor eleverne kan komme og morgenhygge, hvis de har lyst, mellem 8 og 8.30, der bliver fællesspisning til frokost, eleverne får deres eget tekøkken og i det hele taget indrettes lokalerne helt anderledes, end traditionelle klasselokaler.

»Man kommer ikke til at se klasselokaler med fire bordrækker eller en hestesko. Det kan jeg godt garantere,« siger Anja Brauner-Kristiansen.

»Det kunne sagtens være indrettet lidt som det her lokale,« tilføjer hun og kigge rundt i rummet, som er en blanding af højborde med farvestrålende cafestole og lavere runde borde – også med farvestrålende stole omkring.

»Men det kunne også være, vi ville smide et par sækkestole ind,« tilføjer hun.
Alt er muligt. Og da de endnu ikke har den fjerneste anelse om, hvor mange elever der skal gå, er det heller ikke fastlagt hvor meget plads, der skal bruges.
»Når vi når midten af marts, ved vi nogenlunde hvor mange elever, der kommer til at gå her, og så må vi se, om vi skal vælte et par vægge eller hvad der skal ske,« siger Anja Brauner-Kristensen.

Alle har talent

Navnet på det nye 10. klassetilbud i Ballerup er ’Talent:10’.

»Vi tror på, at alle har talent. Det er bare ikke alle, der har opdaget deres talent endnu eller ved, hvordan de skal udfolde det – og det vil vi gerne hjælpe dem med,« siger Anja Brauner-Kristensen.

I modsætning til mange andre 10. klassetilbud har de på Talent:10 valgt, at de ikke vil have en speciel linje som eksempelvis idræt, der er meget populært på andre skoler. I stedet vil de have et nyt tema for hver måned – for eksempel ’Store Nørd’, hvor der er særligt fokus på natur og teknik eller ’TalentCamp’, hvor eleverne skal lære om innovation, kreativitet og evnen til at tænke ud af boksen eller ’International.com’, hvor der bliver sat fokus på sprog og kultur.

Der er naturligvis alle de obligatoriske fag og valgfag, som man kender fra andre 10.klasser, men derudover vil Talent:10 fokusere meget på at samarbejde med andre lokale uddannelser og virksomheder samt at give de unge masser af selvtillid og motivation til at komme videre på en ungdomsuddannelse.

»Man kan sige, at det helt nye for de unge her på Talent:10 bliver, at det kommer til at føles som starten på en ungdomsuddannelse, fordi de får til huse på CPH West og bliver en naturlig del af ungdomsuddannelsesmiljøet og af campus,« siger udviklings- og uddannelseskonsulent Christine de Fine Lassen og suppleres af uddannelseschef Anja Brauner-Kristensen:

»Før var de de sidste på vej ud. Her bliver de de første på vej ind.«

Håber på 75 elever

Sidste år havde Ballerup Kommune cirka 250 elever, der valgte at gå i 10. klasse – heraf søgte langt de fleste tilbud udenfor kommunegrænsen. Derfor er det endnu fuldstændig uvist, hvor mange, der tager i mod tilbuddet om at gå på Talent:10.

»Jeg håber på 75,« siger Anja Brauner-Kristensen og tilføjer:
»Men der er jo slet ikke til at vide. Så vi er vildt spændte.«

Talent:10 har netop holdt deres første åbent hus event, hvor der mødte cirka 90 interesserede op – og efter overvældende mange henvendelser har de nu stablet endnu et på benene torsdag den 11. december foruden det allerede planlagte torsdag den 29. januar.

»Det bliver selvfølgelig – ligesom alt andet vi gør – lidt anderledes end traditionelle åbent hus arrangementer. Det er også derfor vi kalder det ’event’,« forklarer Anja Brauner-Kristensen.

Så der er feststemning med både dj og balloner i loftet, når de byder nysgerrige indenfor på Talent:10 i Ballerup.

Store forventninger

CPH West har foreløbig skrevet under på, at de vil drive kommunens 10. klassetilbud i to år fra august 2015. Det tidligere tilbud på Grantofteskolen lukker og Talent:10 bliver dermed det eneste sted man kan gå i 10. klasse i Ballerup Kommune.

»Det er en kæmpe tillidserklæring fra Ballerup Kommune, og vi er meget stolte over den tillid. De tror virkelig på os,« siger Anja Brauner-Kristensen og tilføjer:

»Og vi vil naturligvis gerne leve op til forventningerne. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at rykke de unge i en positiv retning. Vi vil skabe resultater og vi vil rykke dem fagligt. Vi vægter det faglige meget højt. De skal blive endu dygtigere,« lover uddannelseschefen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *