BSF kom for sent i gang i lørdags
Fodbold Referat til DS kamp – BSF-Avedøre IF 1-2 (0-2). 1-2 Jonas Zederkoff.

Træner Claus Jensen havde til dagens kamp i DS rækken lagt op til, at BSF atter skulle på sejrskurs i egen hule ”Gryden”. Denne lørdag var græstæppet særdeles velplejet, og den frivillige skare gjorde deres for, at publikum følte sig vel modtaget.

Claus Jensen havde ændret på holdformationen til denne kamp, således at holdet fremstod i en mere offensivt og pressende opstilling.

Desværre for BSF kom Avedøre allerede foran efter fire minutter på noget, der lignede et tvivlsomt straffespark, begået af hjemmeholdets Marko Risimovic, efter Ricky Gotland var blevet overspillet forinden.

Målmanden Jacob Lethin var ganske tæt på at snuppe straffesparket, men Avedøre-målet var en kendsgerning. Herefter skete der ganske meget på banen, dog med de fleste og største chancer til gæsterne.

BSF største målchance tilfaldt hjemmeholdets Jonas Jørgensen efter en hovedstødsaflevering fra Jonathan Nielsen, og alle på stadion så vist den bold i nettet, men Avedøre fik tacklet den fra at gå ind over stregen, og i stedet for en udligning kom Avedøre foran 2-0 på mål af Kenni Olsen, som havde let ved at score efter passivt forsvarspil i BSF’s højre side.

Anden halvleg var en ganske anden fra hjemmeholdets side.

Man lagde det forventede høje pres på modstanderen og gejsten ,og viljen var atter med i BSF’s spil. Dette bevirkede at Jonas Zederkopff fortjent fik reduceret efter flot opspil i højre side. Her gik den indskiftede Emil Tidemand til baglinjen og lagde en millimeter præcis aflevering, som ”Zeder” dirigerede flot ind ved nærmeste målhjørne.

Resten af kampen var spil til Avedøres mål, men deres målvogter var yderst vågen denne lørdag og forhindrede med flere gode indgreb BSF i at få point på egen bane.

Anden halvleg indikerede at BSF skal finde vilje og gejst frem, så kommer målene og pointene igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *