Det blev den præmierede London-arkitekt Adam Khan og hans team, der vandt konkurrencen om bæredygtig renovering af Ballerup Ejendomsselskabs boligafdeling, Ellebo.
Projektet er skabt i samarbejde med blandt andet den danske landskabsarkitekt Kristine Jensens Tegnestue.
Konkurrencen Nordic Built Challenge blev udskrevet samtidigt i de fem nordiske lande. I første omgang vandt Adam Khan den danske del af konkurrencen, men nu har dommerne tilmed valgt Khan som samlet vinder af den nordiske konkurrence.
Projektet rækker ud i fremtiden
Dommerkomitéen fremhævede blandt andet, at Adam Khans projekt med at renovere Ellebo lever fuldt op til de bæredygtige elementer, der ligger i Nordic Built chartret, dels tilføjer det Ellebo mange nye kvaliteter, lyder begrundelsen.
»Khans projekt, der ved første øjekast kan virke traditionelt, rækker på flere måder ud i fremtiden,« står der blandt andet i dommerbetænkningen.
Dommerkomitéen mener endda, at her varsles en ny periode i arkitekturhistorien, hvor renoveringer af eksisterende bygninger kan blive mere forfinet og ambitiøse end hidtil.
Nyt haveanlæg og penthouseboliger
Ellebo er på mange måder et tidstypisk betonbyggeri fra midten af 1960’erne. Med vinderprojektet kan Ellebo ikke blot leve op til kravene i energiklasse 2015, men får også nyt, fælles haveanlæg, penthouseboliger på toppen og generelt bedre adgangsforhold – også for dårligt gående.
Ballerup Ejendomsselskab vil sammen med KAB fortsætte samarbejdet med Ballerup Kommune med henblik på at realisere projektet.
Sådan ser Ellebo ud i dag – et tidstypisk betonbyggeri fra midten af 60’erne.