Stærk ledelse, optimal læring og trivsel
Debat Som mange ved, så skal Kommunalbestyrelsen i næste uge tage endelig stilling til, om skolestrukturen i Ballerup Kommune skal ændres. Det sker efter en lang proces med inddragelse af alle interesserede.

Ét konkret forslag har været i høring hen over sommeren, hvor alle havde mulighed for at kommentere. De indkomne kommentarer gav anledning til at justere forslaget i forhold til placeringen af specialtilbuddene, og det forslag har været sendt i en kort høring hos skolebestyrelserne.

Morten Refskov, formand for Ballerup Lærerforening, udtrykker i indlægget fra sidste uge bekymring for, om vi nu i Ballerup er i gang med at skulle igennem de samme dårlige erfaringer, som mange andre kommuner, der har valgt at indføre skoler med flere fysisk adskilte enheder.

Der er dog én væsentlig ting, der adskiller processen i Ballerup Kommune fra de øvrige kommuners. Det er, at der i Ballerup Kommune ikke skal spares penge i forbindelse med omlægningen.

Formålet, med at lægge skoler sammen, er, at det giver mulighed for en mere tydelig fordeling af ledelsesopgaverne på skolerne og for at sikre den tætte og nærværende pædagogiske ledelse tæt på kerneopgaven, som megen forskning viser, gør en forskel for børnenes læring.

Derfor mener jeg ikke, at man kan sammenligne med de processer, som er gennemført andre steder, og som sikkert på andre måder også adskiller sig fra Ballerup Kommune. Hos os ønsker vi at styrke ledelserne på skolerne, og vi mener at en ændret ledelsesstruktur – og dermed ændret skolestruktur – kan understøtte det.

I Kommunalbestyrelsen ved vi godt, at der i øjeblikket leveres en kæmpe indsats på skolerne af alle medarbejdere for at implementere skolereformen. Det er alt fra at skulle undervise i nye fag, til håndtering af længere skoledag til mere leg og bevægelse. Rundt omkring på skolerne er der en velvilje og lyst til at gå i gang med alt det nye, også selvom det nogle gange er svært.

Der er startet en god proces, som det ganske rigtigt vil tage mange år at gennemføre. Det kan derfor synes meget ubelejligt at gennemføre en ny skolestruktur midt i alt det andet. Når vi vælger at gøre det alligevel, er det fordi vi mener, at en stærk ledelse på skolerne er en forudsætning for at gennemføre reformen og skabe optimal læring og trivsel for alle børn i Ballerup Kommune.

2 kommentarer om “Stærk ledelse, optimal læring og trivsel”

  1. jørgen flyr siger:

    Peter Als alene vide – teknokratisk topstyring af værste klasse.

    Jeg har læst de faglige og saglige indstillingerne fra alle skolenævnene, og den lokale Ballerup Lærerforening, som meget klart fraråder at gennemføre forslaget til ny skolestruktur.

    Hvorfor lytter man ikke til skolernes repræsentanter? Hvorfor vil man oven i den forhadte nye skolereform, hvor man lockoutede lærerne og førte benhård arbejdsgiverpolitik af værste skuffe og tromlede lærerne ned, yderligere forværre skolernes hverdag med øget topstyring?

    Hvis politikernes beslutninger ikke baserer sig på hverken de valgte skolebestyrelser eller de ansatte, så mener jeg ikke at vi har et demokratisk system. Så er det et politisk overgreb.

    Jeg anbefaler kommunalbestyrelsen at sætte forslagene i bero indtil efter næste kommunevalg fordi: 1) forslagene er i strid med det grundlag skolebestyrelserne er valgt på. Alternativt opfordres skolebestyrelserne at nedlægge deres mandater i protest. 2) Så kommunalbestyrelsen kan få prøvet sit mandat af om vælgerne ønsker discountskoler i Ballerup.

    Alle erfaringer peger på at arbejdsglæde kommer af medindflydelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *