Hvorfor flytte noget der fungerer?
Debat Som lærere og pædagoger på Østerhøjskolen vil vi udtrykke vores bekymring og skepsis i forhold til forslaget om at flytte de tre gruppeordninger fra Østerhøjskolen til Lundebjergskolen

I gruppeordningen har vi 21 elever fordelt på tre klasser, som alle er diagnosticerede inden for autismespektret. Eleverne har særligt behov for et trygt og velkendt miljø, fast struktur og en forudsigelig hverdag. Herudover har vi gode erfaringer med, at elevernes hverdag befinder sig så tæt på almenklasserne som muligt.

Østerhøjskolens gruppeordninger er placeret i tre lokaler med tilhørende gruppearbejdsrum og er placeret dør om dør med almenklasserne. Vi oplever, at en stor del af elevernes succes skyldes netop dette. Det har en stor betydning for elevernes trivsel og sociale udvikling, at de har mulighed for at spejle sig i elever fra almenområdet.

Vi har i løbet af de 15 år, gruppeordningerne har eksisteret på Østerhøjskolen, oparbejdet en særlig pædagogisk viden og ekspertise, som har skabt rigtig gode resultater for vores elever.

Dette viser sig ved, at vi i høj grad er i stand til at vende elevernes negative erfaring med at gå i skole, og få dem sendt videre i uddannelsessystemet med et godt fagligt grundlag og positive oplevelser.

Det har vist sig, at langt de fleste elever fra gruppeordningerne er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse, og i øvrigt har et mindre frafald end elever fra det almene skolemiljø.

Vi frygter, at den store planlagte sammenlægning med seks ADHD-klasser, som flyttes fra Egebjergskolen, vil betyde en længerevarende uro for dette store antal meget sårbare elever.

Det er vores erfaring, at de to elevgrupper fungerer meget dårligt sammen, fordi deres behov er forskellige.

Vi frygter endvidere, at gruppeordningens elever bliver en del af en meget stor specialafdeling, hvor de mister muligheden for at interagere med elever fra almenområdet og dermed udvikle deres sociale kompetencer.

Vi er bekymrede for, at en sådan sammenlægning vil begrænse og forringe elevernes muligheder for efter endt skolegang at komme videre i uddannelsessystemet.

Vi anser det for meget problematisk, at man vil flytte en i forvejen sårbar gruppe, der tidligere i deres skolegang har oplevet store udfordringer. Flere af eleverne har haft længerevarende perioder, hvor de ikke har gået i skole. Den foreslåede flytning vil sætte elevernes udvikling langt tilbage og give dem yderligere nederlag.

Vi synes derfor, at kommunalbestyrelsen bør revurdere planerne om at flytte disse sårbare elevgrupper.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *