Laudrup Vin driblede uden om krisen
Laudrup-Vin-copy.jpg
Laudrup Vin & Gastronomi ejes i fællesskab af Michael Laudrup og direktør Per Buhl. Foto: Pressefoto
Inspiration Laudrup Vin & Gastronomi i Skovlunde er udpeget som én af ’De Hemmelige Helte’, der skal inspirere andre iværksættere til at skabe vækst.

Der er mange vinimportører i Danmark, så det kræver noget at skabe en vækstvirksomhed på baggrund af de liflige druer. Men det er lykkedes for Laudrup Vin & Gastronomi, der ejes i fællesskab af Michael Laudrup og direktør Per Buhl.

»Under krisen holdt vi fast i, at vi primært sælger kvalitetsvine. I stedet for at reducere priserne, øgede vi markedsføringen i andre kanaler,« fortæller Per Buhl.

»Vi kunne se, at vores vine var for kostbare til at sælge godt på restauranter, så vi udvalgte nogle vine, som vi kunne afsætte i detailhandlen og kom ind hos supermarkederne på kædeniveau. Det har været den væsentligste årsag til, at vi har kunnet vækste i nedgangstider – og efterfølgende tjene pengene hjem,« tilføjer han.

Laudrup Vin, der har hjemme på Mileparken 13 i Skovlunde, lægger den 20. november hus til ’De Hemmelige Helte’, hvor iværksættere og andre virksomhedsejere kan få inspiration og motivation fra i alt tre af hovedstadsregionens vækstsuccesser. De to øvrige virksomheder er gevindproducenten Rose Holm fra Allerød, og labelmaskine-firmaet Trojan Label fra Stenløse.

Nye markeder

Laudrup vin er vokset ved opkøb af mindre vinfirmaer og ved at finde helt nye områder for salg.

»Vores organiske vækst har været på nye markeder – for eksempel detail, hoteller, restauranter i Jylland, web, eller erhverv. Dansk Supermarked med Føtex og Bilka er stadig vores største kunder på detailmarkedet, men i år er vi for eksempel gået ind på discountmarkedet med 13 vine i Kiwi-kæden. Det er 100 butikker, og køber de bare 12 flasker hver er det 1200 flasker. Der er masser af muligheder, og vi tror på fortsat vækst,« lyder det fra Per Buhl, der er meget bevidst om ikke at bruge Laudrup-navnet for meget i markedsføringen.

»Vi skal ikke slikke for meget på den slikkepind – vores produkter skal stadig være spændende, og vi prøver hele tiden at finde områder, hvor vi kan tilbyde noget mere,« tilføjer han.

 

FAKTA:
 De Hemmelige Helte

– Den 20. november er der mulighed for at høre hvordan 12 af hovedstadsregionens vækstvirksomheder har skabt deres succes. Formålet er at give iværksættere og andre virksomhedsejere inspiration og motivation til at gøre dem kunsten efter.

-Bag udvælgelsen af ’De Hemmelige Helte’ står Væksthus Hovedstadsregionen

– Laudrup Vin & Gastronomi er vært for ét af arrangementerne. Det begynder klokken 14 og slutter klokken 17. Det er gratis at deltage, man skal bare tilmelde sig via www.dehemmeligehelte.dk.

– Ud over Laudrup Vin & Gastronomi er der også oplæg fra gevindproducenten Rose Holm fra Allerød, og labelmaskine-firmaet Trojan Label fra Stenløse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *