Næstved fik smæk
fodbold Det blev en intens og meget spændende eftermiddag, da Næstved kom forbi Sørum til årets sidste kamp.

Næstved ligger sidst tabellen, men det kunne ikke ses på spillet.

Smørumdrengene virkede lidt overraskede over Næstveds lidt kontante pres og derfor skete der ikke rigtigt noget i de første 15. min.

Den første chance kom umiddelbart herefter, da Robin Veljanoski var alene med målmanden og fik sparket på mål. Den blev clearet ud til Benjamin ”Benja” Madsen der sparkede resolut på mål, men her ramte den en forsvarsspiller og så blev der ikke mere ud af det.

Sådan fortsatte det og spilletbløgede frem og tilbage indtil det 37. min., hvor Næstved blev fanget i en omstilling og Emil Kjærsgaard sendte Niki Wulff afsted og da målmanden kom stormende ud af sit mål lobbede Niki bolden i mål et stykke uden for feltet. 1-0 – et klassemål.

Der skulle dog ikke gå lang tid før der skete noget igen. Næstved gav bolden op og lagde pres på. I det 39. min. gav det pote da et frispark blev sendt direkte i mål til 1-1

God målmand

Havde Smørumdrengene kendt deres besøgelsestid i anden halvleg kunne de havde scoret mange mål, men Næstved havde en rigtig dygtig målmand, der tog det meste.
Specielt ”Benja” – der fortjent blev kåret som kampens spiller – drev gæk med Næstvedforsvaret, men mange stemplede ind.

I det 55. min. fik Smørum et frispark langt ude fra i højre side. En hård, høj og skruet bold blev sendt af sted. Den forfulgte Aske Viktor og det forvirrede åbenbart en Næstvedforsvarer, der satte hovedet på til et meget flot selvmål, og så stod det 2-1.

Flere chancer blev skabt, men Næstved-målmanden var på sin plads. Det stod mere og mere klart, at hvis Næstved skulle udligne blev det på en dødbold.

I det 66. min. lavede Smørumdrengene et dumt frispark lige uden for feltet. Og sørme om bolden ikke blev sparket i mål uden chance for Smørum-keeperen i målet. 2-2.
Jacob Halling havde varmet de gamle ben op i ca. 30. min. og så var det på banen et lille kvarter før tid.

I det 87. min. blev alle vidne til et rigtigt ”flipperspil”. Der var dømt kluddermor i Næstvedfeltet og bolden røg frem og tilbage – bl.a. på overliggeren, men til sidst landende den foran fødderne af netop Jacob Halling og han sparkede den i mål til en 3-2 sejr – og en foreløbig førsteplads i Danmarksserien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *