V: Lokalplanen på Østervej skal omhandle boliger
Kåre-Harder-Olesen-KV13-3.jpg
»Jeg forstår ikke deres argument for, at der skal være erhverv i et boligområde - medmindre der er en skjult dagsorden,« siger Kåre Harder Olesen (V).
Østervej Kåre Harder Olesen håber, at den lokalplan, de r er til høring lige nu, falder - og er glad for, at der er tale om boliger i stedet for erhverv på det tidligere seminarium.

Hos Venstre i Ballerup bifalder man enhver tale om boliger i stedet for erhverv i det nedlagte seminarium på Østervej.

Og man håber, at det lokalplanforslag, der er til høring lige nu, falder til jorden med et brag. For her foreslås det nemlig, at der kan etableres fysioterapi med tilhørende træningsfaciliteter.

»Det kan godt være, at der engang har været en skole på adressen. Men som det er nu, er området altså til boliger,« fastslår gruppeformand Kåre Harder Olesen (V):

»Hvis flertallet trækker lokalplanforslaget, eller hvis forslaget falder af andre årsager, så vil vi i Venstre foreslå, at der laves en ny lokalplan – kun med boliger. Ikke erhverv, ikke en skole og dermed heller ikke en privatskole, som der har været tale om.«

Mulighed for boliger

Den ene del af det tidligere seminarium, den del, der ligger på Linde Allé, er allerede nu udlejet som boliger.

Og på et borgermøde midt i september kom det frem, at ejeren af grunden, som oprindeligt ansøgte om at dispensation til at etablere fysioterapi med træningsfaciliteter, måske alligevel vil opføre boliger også i den del af det tidligere seminarium, som ligger på Østervej.

Ejeren, Friheden Gruppen, oplyste på borgermødet, at man ville gå i gang med at regne på muligheden af at etablere boliger i stedet for erhverv.

»Hvis der bliver boliger, vil det være super, rigtig dejligt,« siger Kåre Harder Olesen:

»Jeg håber, at det gjorde indtryk på formand Helle Tiedemann og næstformand Birte Kramhøft i teknik- og miljøudvalget, hvad borgerne massivt sagde på borgermødet.«

På spørgsmålet, om han tror, at kommunens fastholdelse af at etablere erhverv på Østervej skyldes et ønske om at sprede den kommercielle del af bymidten til øst for Hold-An Vej, siger Harder Olesen:

»Jeg forstår ikke deres argument, medmindre der er en skjult dagsorden. Det vil da klæde det politiske flertal at være åben om det, hvis det er det, de vil. Men det har aldrig været nævnt,« siger han og slutter:

»Jeg har endnu ikke hørt Socialdemokraternes argument for, at det er en god idé med erhverv i det område – altså, ud over, at der er en investor, der købt grunden og ønker erhverv på den.«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *