Da verdenseliten kom til Ballerup
orienteringsløb_10.jpg
Flere end 200 orienteringsløbere deltog i Ballerup Sprinten i lørdags. Foto: Flemming Schiller
Orienteringsløb Lørdag var dagen, hvor nogle af verdens bedste orienteringsløbere aflagde Ballerup besøg for at dyste i Ballerup Sprinten, et orienteringsløb rundt i hjertet af Ballerup, arrangeret af Ballerup Orienteringsklub.

Hele 14 landsholdsløbere stillede til start, heraf tre i den absolutte verdenselite – Søren Bobach, nykåret verdensmester i sprint, Tue Lassen, bronzevinder ved selvsamme VM, samt Ida Bobach, et af de absolut største danske navne med masser af medaljer ved VM og EM.

Galleri: Billeder fra Ballerup Sprinten 2014

I sprint går det stærkt, og kun højt tempo giver vinderchancer. Posterne står tæt, der skal tages hurtige beslutninger om vejvalg, og banerne kan være labyrintiske og let forkludre selv den bedst gennemtænkte slagplan. Flere løbere kom da også på afveje; én endte på Ballerup Centrets P-tag, en anden befandt sig pludselig på stationens midterperron, og andre udførte stepdans på stedet alt imens beslutninger om vejvalg blev omgjort fra det ene sekund til det næste.

På forhånd var Ida og Søren Bobach storfavoritter. Ida Bobach, verdensranglistens nummer tre, smadrede al modstand og vandt ganske suverænt med 1:27 min til nummer to, en meget stor margen i sprint.

»Bare fedt at prøve sprint inden Jættemilen i morgen (ultralangdistanceløb i orientering, red.), det var super sjovt,« sagde en sejrsglad Ida Bobach.
Anderledes hårdt presset blev Søren Bobach. Som en af de eneste så Andreas H. Boesen fra Roskilde OK et smuthul på en meget svær og kringlet bane og pustede snart Søren Bobach i nakken. Men med en formidabel slutspurt sikrede favoritten sig sejren med blot seks sekunders margen.

»Andreas var tæt på, det er fedt, han presser mig bagfra, han skal nok blive rigtig god en dag,« sagde Søren Bobach anerkendende.

Efter eliteløberne var det motionisternes tur til at overtage banen. Et stort felt blev sendt af sted, heraf flere fra Norge, Sverige og Finland. De fik sig en stor oplevelse på en dag, hvor november viste sig fra sin venlige side med mildt og tørt vejr.

»Alt i alt en formidabel dag i orienteringsløbets tegn,« siger Flemming Vejen fra Ballerup Orienteringløb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *