Carl har lært sig selv det meste
fernisering_kirstinehaven_carl-12.jpg
Carl Erik Svendsen var i strålende humør, da han onsdag i sidste uge bød de mange gæster velkommen til fernisering på hans helt egen kunstudstilling i caféen på Plejecenter Kirstinehaven. Foto: Flemming Schiller
fernisering På Plejecenter Kirstinehaven bor Carl Erik Svendsen. Han er en kreativ mand. Som barn kaldte lærerne ham dum - siden har han bevist det modsatte.

Der er linet op til fest i caféen på Plejecenter Kirstinehaven denne onsdag formiddag. Hovedpersonen står smilende og klar i midten af lokalet, mens plejepersonalet får trillet de sidste beboere på plads. Da alle er kommet, tager Carl ordet, byder velkommen og fortæller lidt om den udstilling, der er årsag til, at vi er her.

Carl Erik Svendsen, der i øvrigt fylder 90 den 5. november, har nemlig haft travlt med penslerne den seneste tid. Og de 10 malerier, det er blevet til i alt, hænger nu på væggene i plejecentrets café. Vi er inviteret med til ferniseringen, og da velkomst og taler er ovre, giver kunstneren selv en rundtur i caféen og sit liv i øvrigt.

Carl Erik Svendsen kommer oprindeligt fra København, men havnede i Ballerup i 1949 – et par år efter at han blev gift.

Han arbejde først på Øresundshospitalet, som fungerede som et særligt tuberkulosesygehus – men lukkede i 1982. Siden kom han til Bispebjerg. Han tog røntgenbilleder – tusindvis af røntgenbilleder.

»Jeg har aldrig taget et eneste billede forkert,« understreger han.

På et tidpunkt ville hospitalet gerne have Carl til at tage uddannelsen til radiograf.

»Men det gad jeg ikke. Jeg havde jo allerede 30 års erfaring med røntgen,« fortæller Carl.

Du er ikke dum

Desuden var det der med skole og uddannelse ikke noget, der tiltrak Carl.

»Jeg fik difteri som treårig og mistede øjet. Så da jeg kom i skole, kunne jeg ikke se bogstaverne ordentligt. Så sagde lærerne til mig, at jeg var dum,« fortæller Carl, der til al held kom til psykolog, da han blev lidt ældre.

»Han sagde til mig; Carl, du er ikke dum. Du kan bare ikke se bogstaverne. Så det bliver svært for dig,« husker Carl, der aldrig lærte at læse og skrive i skolen.

Men det gjorde han senere, da han var i tyverne.

»Jeg lånte bøger på biblioteket og lærte mig selv at læse,« siger Carl og tilføjer:

»Jeg ville bevise, at jeg ikke var dum.«

Jeg gør det bare

Men læsning var ikke det eneste, som Carl lærte sig selv. Det med at male har han heller aldrig fået undervisning i.

»Jeg gør bare, som jeg nu synes. Jeg har aldrig lært at blande farver eller male. Jeg gør det bare,« siger han.

Malerierne på væggene i plejecentrets café er meget forskellige – ligefra skibe til landskaber og blomster.

»Hvis jeg ser et billede, jeg kan lide, så maler jeg det. Og det sjove ved at male er netop at se, om det kan lykkes,« siger han.

På væggene blandt Carls malerier hænger også to fotografier af modelskibe – det ene et norsk linieskib, det andet hjuldamperen Hjejlen på Silkeborgsøerne. Begge skibe har han selv bygget fra bunden – helt fra bunden!

De er cirka en meter lange, og det første han lavede, det norske linieskib, tog ham tre år at bygge.

»Nu skal du bare se,« siger Carl og rækker ud efter en lille sort æske, som står på bordet. Han tager en lille bitte kanon op og viser den frem.

»Jeg mener, at jeg lavede 73 af de her små kanoner. Jeg købte en lang messingstang, som jeg skar ud i stykker og borede og sleb til,« fortæller Carl og holder æsken frem.

Den er fyldt med bitte små hjul og trisser, som blev til overs i arbejdet med linieskibets komplicerede tovværk.

Det er alt hvad han har tilbage af sine store hjemmelavede modelskibe. Det ene forærede han til en advokat, han engang kendte, det andet hænger hos svigersønnen i Køge. Og det er fint med Carl.

Han byggede det første skib, da han gik på efterløn.

»Man skal jo lave noget. Man kan jo ikke bare sidde og glo,« som han siger.

Slut med lige streger

Og det gør han så sandelig ikke, Carl. Han maler stadig på livet løs. Han nåede kun lige at få det sidste billede færdigt kort før ferniseringen. Det er en efterligning af et Monet-maleri med de karakteristiske åkander.

»Der skulle også have været en bro,« afslører Carl.

»Men jeg ryster så meget på hænderne efterhånden, så det er ikke til at male lige streger.«

Derfor droppede han broen og nøjedes med åkander og blomster, som i følge Carl ikke tager skade af lidt rystelser i penslen.

Men ellers ved han ikke meget om maleteknikker – han gør bare.

»Jeg prøver mig bare frem. Alt det her har jeg lært mig selv,« siger han og peger rundt på de udstillede billeder.

Og det er ikke så lidt for en knægt, der engang fik at vide, at han var dum. I morgen fylder han 90 og har forlængst bevist det modsatte.

fernisering_kirstinehaven_carl-(1) fernisering_kirstinehaven_carl-(2) fernisering_kirstinehaven_carl-(3) fernisering_kirstinehaven_carl-(4) fernisering_kirstinehaven_carl-(5) fernisering_kirstinehaven_carl-(6) fernisering_kirstinehaven_carl-(7) fernisering_kirstinehaven_carl-(8) fernisering_kirstinehaven_carl-(9) fernisering_kirstinehaven_carl-(10) fernisering_kirstinehaven_carl-(11)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *