Natteravne på vingerne i Ballerup
Natteravne-møde-ballerup-copy.jpg
Der var stor opbakning til etableringen af en lokalafdeling af Natteravnene i Ballerup. Det nye korps skal på introduktionskursus i november og er således klar til at gå på gaden inden jul. Foto: Gunnar Jørgensen
Tryghed Flot fremmøde og stort engagement på informationsmødet om Natteravnene i Hede-Magleparken. 20 frivillige meldte sig på banen og dermed er en lokalafdeling i Ballerup nu en realitet.

Om kort tid flyver Natteravnene ind over Hede-Magleparken – og resten af Ballerup – for at skabe tryghed i de sene timer. Det står klart efter informationsmødet, der blev afholdt i Magleparkens selskabslokaler tirsdag i sidste uge.

Natteravne-møde-ballerup-IMGP5827-copy

Over 50 interesserede dukkede op – og af dem meldte 20 sig som frivillige natteravne, der henover vinteren tager hul på tryhedspatruljeringen i byens gader og boligområder.

Beboerne ønsker tryghed

Det er beboere fra Hede-Magleparken, der har udtrykt ønske om, at få skabt en lokal afdeling af natteravnene. Og det var projektmedarbejder i Hede-Magleparken Maj-Brit Jæger ikke sen til at reagere på. Hun kontaktede Natteravnenes Landssekretariat og bad om hjælp.

Ønsket om et lokalt natteravnekorps kommer i forlængelse af de seneste års voksende problemer med hashhandel og deraf følgende utryghed i boligområdet.

Beboere arrangerede i foråret et fakkeloptog – og nu har de altså også fået samlet nok frivillige til at etablere en lokalafdeling af natteravnene.

Natteravne-møde-ballerup-IMGP5823-copy

»Jeg synes, det er flot at så mange bakker op og vil være med til at gøre en forskel,« siger Maj-Brit Jæger.

På informationsmødet deltog blandt andet to natteravne, der fortalte om deres arbejde med at skabe positiv energi blandt de unge, de møder. De fortalte også, at det er yderst sjældent, at natteravnene løber ind i store problemer. Arbejdet er ofte, at få en snak med de unge om stort og småt.

Natteravne-møde-ballerup-IMGP5829-copy

»Måske er der også en ung, der har fået lidt for meget at drikke, som skal følges hjem engang i mellem,« tilføjer Maj-Brit Jæger.

Stadig plads til flere

At være frivillig natteravn betyder ikke, at man er på arbejde hver eneste nat torsdag, fredag og lørdag.

»Nogle tager en vagt en sen eftermiddag eller tidlig aften. Og har man mulighed for at gå en gang om måneden så er det også fint,« siger Maj-Brit Jæger.

Den yngst natteravn er 18 år og den ældste 71 år – og der er både mænd og kvinder i det nye korps.

»De nye natteravne skal til introduktionskursus midt i november – og så er de flyvefærdige. Man kan stadig nå at være med, hvis man vil, så skal man bare ringe til mig,« slutter Maj-Brit Jæger, der kan træffes på telefon 50 59 04 82 eller mail: mj@baldersbo.dk.

Natteravne-møde-ballerup-IMGP5833-copy

1 kommentar om “Natteravne på vingerne i Ballerup”

  1. Vi kom helt op på 23 tilmeldinger til slut, og vi fik da også en mere til skovlunde natteravnene

    MVH
    – Formand
    natteravnene skovlunde 🙂

Skriv et svar til Kenneth larsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *