Drømmemål satte punktum for topkampen
Måløv-boldklub-copy.jpg
fodbold Det var med stor spænding, at der var set frem til lørdagens møde mellem nummer et og to i rækken, henholdsvis Måløv BK og IF Hjorten. Kampen skuffede da heller ikke, når det kommer til dramatik og spænding.

Det kunne dog virke paradoksalt, at Måløv ved kampstart syntes mere tændte og klar end sine modstandere, for så at være bagud tre minutter efter dommeren har fløjtet kampen i gang. Ikke desto mindre var dette tilfældet i lørdagens direkte duel mellem de to tophold, og den kedelige start tog lidt modet og pusten fra hjemmeholdet.

Den fik Måløv dog igen i det 22. minut, hvor et hjørnespark endte lige i panden på Julian McFarlane, som styrede bolden flot op i det nærmeste målhjørne. Resten af 1. halvleg var Måløv langt bedre med i kampen, og holdet formåede at få presset Hjortens defensiv langt tilbage, og fik deraf også skabt sig en god portion chancer, men som i starten af kampen, var der sjældent en MB-spiller der, hvor bolden endte.

Rigtig tæt på var det dog alligevel, da Magnus Victor fik listet sig igennem, men i målet havde Hjorten på dagen en god mand i Dennis Sundenæs, som reddede med en god fodparade.
I pausen blev der snakket om at investere en anelse mere i samlet flok, og at presspil samt at komme først på andenboldene kunne blive udslagsgivende.

En ting som Måløv dog ikke havde snakket om var at undgå dumme frispark samt at være klar på, at de kunne blive taget hurtigt. Det gjorde Hjorten efter blot fem minutter af 2. halvleg, og alene med fire mand kom Hjortens anfører Daniel Pless fri, og afdriblede herefter Thomas Lydolph og sendte bolden ind i et tomt mål.

Indtil det 94. minut stod enten Hjortens keeper i vejen, eller også manglede der præcision eller snert i afslutningerne, men så fik Måløv hjørnespark, og her dumpede bolden ned til Måløvs målmand Thomas Lydolph, som havde listet sig med frem i et sidste forsøg på at fremtvinge en udligning. Han tæmmede bolden med det venstre lår og flugtede herefter bolden ind i kassen med det højre. Et sandt drømmemål, som samtlige spillere, trænere, holdledere og tilskuere ikke kunne tro ,at de netop havde været vidne til, 2-2.

Da kampens dommer fløjtede af få sekunder efter at bolden var blevet givet op, faldt Hjortens spillere i samlet flok til jorden i ren ærgrelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *