Bybuen i Skovlunde
debat I sidste uges udgave af Ballerup Bladet var der et indlæg fra Helle Tiedemann, hvor hun gjorde rede for den sidste ændring af trafikforholdene i Bybuen.

Vi er mange i Skovlunde, der bor omkring centeret, som med stor undren ser, at forholdene for bilisterne er blevet særdeles gode, men at det er sket på bekostning af sikkerheden for de gående.

Fodgængerfeltet er blevet hævet, som det var ønsket på det sidste møde i Bybuen, det skulle give de gående den fornødne sikkerhed, men hvad hjælper det, når man laver en ”overkørsel”, der uden problemer kan forceres med 60 – 70 km/t.

Op- og nedkørslen skal forkortes til det halve, så det bliver et moderat bump, hvor motorkøretøjerne bliver nødt til at sænke farten, og det var lige det, der var meningen fra begyndelsen.

At lokalbussen også bliver nødt til at køre efter forholdene skader ingen, bussen har vel ikke mere travlt!

At der bliver taget meget hensyn til vare- og lastbiler, forstår jeg ikke rigtig, så vidt vides, har de hidtil ikke haft væsentlige gener. Til gengæld parkerer de daglig ulovligt lige foran og bagved fodgængerfeltet, så de tager oversigten fra denne, og det til trods for, at der er stopforbud på stedet!

Det er muligt, at Helle Tiedemann er tilfreds med det udførte projekt, men det er der mange, af vi der færdes i Bybuen, der ikke er, og det er sørgeligt, at kommunen bruger af sin slunkne kasse til gentagne fejlagtige ombygninger.

Jeg vil derfor opfordre til, at man en sidste gang retter bumpet ved fodgængerfeltet, så fodgængerne kan færdes i tryghed! For god orden skyld gør jeg opmærksom på, at jeg selv er billist!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *