Vi vil de ordblinde børn det bedste
debat Et af forslagene i den ny skolestruktur er at flytte Ordblindeinstituttet (OI) fra de nuværende lokaler til Hedegårdsskolen, og samtidig skabe et tæt samarbejde med Ballerups Ordblindeklasser (BOK).

Formålet med at gøre dette er at sikre tilstrækkeligt stort elev- og dermed lærergrundlag for at fastholde et stærkt ordblinde-fagligt miljø, hvor lærere fra BOK klasserne sammen med OI-lærere vil kunne videreudvikle den unikke viden, der er på OI.

Ordblinde børn er som udgangspunkt helt normalt begavede, men de skal have særlig hjælp på grund af deres ordblindhed. Den model vi tænker for OI fremover, er den samme som den vi i dag har stor succes med for tale/høre klasserne på Rugvænget skole.

På Ordblindeinstituttet kommer langt de fleste elever fra andre kommuner, og i de senere år har det været stadig sværere at få andre kommuner til at betale prisen på næsten 300.000,- kroner årligt for en plads på OI.

Der er mange historier om forældre, der har måttet kæmpe en hård kamp med deres hjemkommune, for at deres barn kunne komme på OI. Elevtallet har altså været faldende i en sådan grad, at vi i Ballerup Kommune er bekymrede for, om der på sigt vil være nok elever til at sikre OI´s fortsatte eksistens.

Ved at skabe et tæt samarbejde mellem BOK klasserne og OI opnår vi tilstrækkeligt stort elevtal, til at kunne opretholde det høje faglige niveau, som OI har. Men det betyder også, at der ikke længere er tilstrækkeligt plads i OI´s nuværende lokaler på Baltorpvej, hvor OI deler bygninger med Kasperskolen, hvor elevtallet er i vækst.

Ved at flytte OI til en kommuneskole opnår vi mindst fire fordele:

At den unikke viden om ordblindhed bevares på OI også på den lange bane.

At OI kan have et samarbejde med BOK-klasserne og med de kommunale klasser. OI vil selvfølgelig stadig have klasselokaler, som er deres helt egne.

At de ordblinde børn, efterhånden som de kommer op på niveau med deres jævnaldrende, kan vænne sig til at være i et almindeligt uddannelsesmiljø noget af deres skoletid, så de efter endt folkeskole er bedre rustede til at tage en ungdomsuddannelse.

At OI´s høje faglighed kommer tættere på det almindelige skolesystem, hvor der stadig er elever, der er udfordret af en vis grad af ordblindhed, selvom de ikke er udfordrede nok til at kunne få en plads på OI.

Desuden er der den sidegevinst, at Kasperskolen får plads til at ekspandere.

Når vi nu vil opnå disse fordele, hvorfor tales der så om at lukke OI?

Fordi OI bliver lukket som en selvstændig specialskole og genåbnet som et specialtilbud på en folkeskole, som nævnt på samme betingelser som vores afdeling for hørehæmmede børn på Rugvænget skole, som er internationalt anerkendt for deres ekspertise og resultater.

6 kommentarer om “Vi vil de ordblinde børn det bedste”

  1. Rene siger:

    Kommentar:

    1. Den viden der er på oi vil blive bevaret hvis eleverne fra BOK flyttes til oi. Så er elevtallet ok. Men det er jo nok et spørgsmål om økonomi. Da en plads på BOK er meget billigere for ballerup end en plads på oi.

    2. Oi lærerne vil gerne yde support ude på de kommunale folkeskoler. Så den viden der er på oi kan hjælpe de elever der er ude i klasserne på folkeskolerne. Den proces er jo i gang.

    3. Bedre rustet til en ungdomsuddannelse – tjek lige Ordblindeinstituttets overgangsfrekvens…

    Måske man også skulle spørge forældrene til BOK eleverne hvordan deres børn har det med inklusion?

  2. Elisabeth Dybdahl siger:

    Til Rene,

    Der er da ingen tvivl om, at det er et rigtigt godt arbejde Ordblindeinstituttets medarbejdere laver og at deres elever er godt udrustede ved overgangen til ungdomsuddannelserne, og at der nok ikke er mange af dem, som ønsker inklusion. Det er imidlertid et meget lille mindretal af ordblinde, som har forældre, der er ressourcestærke nok til at få deres kommune til at betale for en plads. Hvis man skal følge din argumentation om, hvor meget bedre Ordblindeinstituttet er for eleverne, så må man vel også gå ud og kræve at alle svært ordblinde børn får sådan en chance, og at der derfor skal oprettes mange flere ordblindeinstitutter. Det bliver godt nok dyrt, men det bedste skal vel ikke være forbeholdt de mest ressourcestærke…

    1. Rene siger:

      Alle svært ordblinde skal have en chance. Det har du ret i. Og det ville være fantastisk hvis der var flere skoler som ordblindeinstituttet.

  3. Elisabeth Dybdahl siger:

    Hej Rene

    Jeg må sgu´ desværre nok tilstå at min kommentar var ret ironisk ment – jeg er nemlig en lille smule økonomisk bevidst, og en sådan ordning ville koste omkring tre milliarder kroner om året, hvis alle 10000 ordblinde skulle med. Og så er der alle de andre, som også har brug for specialindsats, f.eks. den voksende gruppe af børn med ADHD. Og så må jeg tilføje at jeg i min vej gennem livet har været både igennem arbejdsprøvning og psykiatri, og det ville også være fantastisk, hvis man kunne lave en kraftig opkvalificering på de områder. Der er rigeligt at tage fat på i hele samfundet, men hvis vi går efter devisen, at kun det bedste er godt nok, er det kun de stærkeste grupper, der er råd til at give en ordentlig behandling. De svageste råber ikke op – der er nemlig for meget skam forbundet med at befinde sig i de kategorier, og i øvrigt for stor risiko for at det får direkte negative konsekvenser, hvis man er dum nok til at benytte sig af sin ytringsfrihed.

  4. Anne Ginnerup siger:

    Kommentar til Peter Als (A) debatindlæg

    Du har fuldstændig ret i, at ordblinde børn som udgangspunkt er helt normalt begavede, som skal have særlig hjælp til deres ordblindhed. Men du glemmer, at de selv samme normalt begavede børn kan have andre handicap/diagnoser (fx. autisme) at slås med. Det betyder, at det er overordentligt vigtigt, at lærerne er specialuddannet og har øje for børnenes vanskeligheder og behov. Som de har på OI.

    Vi har oplevet, at der hentes faglærere ind fra normalklasserne til undervisning i fx. matematik i BOK. Læreren ved, at klassen består af ordblinde, men kender nødvendigvis ikke til den enkelte elevs andre problemstillinger. Vi erfarede ihvertfald, at det faktisk kun var klasselæreren, som kendte til vores datters handicap. Det har betydet, at vi har måtte kæmpe rigtig meget for, at skabe opmærksomhed om vores datters handicap. Desværre tror jeg ikke, at vores datters historie er enkeltstående, men måske blot et udtryk for, at andre forældre ikke har de samme ressourcer som os.

    Derudover er det vigtigt, at børnene går i et miljø, hvor de kan føle sig trygge. Jeg er ret overbevist om, at hvis I virkelig vil børnene det bedste, så finder I også lokaler, hvor de kan blomstre og udvikle sig i.

    Det kan godt være, at OI er et meget dyrt tilbud lige nu og her. Spørgsmålet er bare, om det ikke er langt bedre at investere i børnene nu, mens de stadig er til at forme. Det, at satse på en god grunduddannelse, kan måske være den ballast der gør, at de får en reel chance for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det baner jo vejen for, at de senere hen kan få sig et job og på den måde bidrage positivt til samfundet. I sidste ende kan det jo være, at det bliver en besparelse på kontoen for offentlig forsørgelse.

  5. Mie Møller siger:

    Kære Peter Als.
    Jeg er mor til en dreng på 12år som går på Oi.
    Han har prøvet at blive inkluderet i en alm. Folkeskole som alle de andre børn på Oi og efter han har kæmpet med at hænge på med It rygsæk, ekstra hjælp i dansk hvor det ikke hjalp ham videre blev han en dreng som lukkede sig mere og mere ind i sig selv og fik problemer med venner , selvværd osv. Det kæmper han stadig videre med. men er efter 1,5 år kommet så meget videre både på det faglige plan og lige så vigtig på det personlige plan efter at han har fået den rette hjælp og støtte som de meget kompetente lære på Oi.
    Det kan jeg forstå du er ved at ødelægge istedet for at hjælpe eleverne videre så de kan komme til at klare sig som voksne med en uddannelse som alle andre i Danmark.
    Jeg er simpelhen så ked af det både for min søn og også alle de andre børn og unge som du åbenbart ikke mener skal have en chance for at klare sig optimalt videre i deres liv.
    Mvh. Mie møller

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *