Kollektiv offday hos BSF
Fodbold BSF var heldige med at få et point i lørdagens kamp mod bundproppen Fremad Valby, som inden mødet havde tabt deres sidste fem kampe og lukket mere end tre mål ind i snit pr. kamp.

Kampen mod Fremad Valby var BSFs helt store mulighed for endelig at få en sejr og tage et stort hop op i tabellen, men det skete ikke, da intet fungerede på et handlingslammet BSF hold, som fra kampens start overlod al initiativ til Fremad Valby.

Fra kampens start fornemmede man, at BSF holdet ikke virkede helt klar til dagens opgør og i hele første halvleg løb samtlige spillere rundt ved siden af sig selv og uden gnist. Der var ingen løbevillighed, afstanden mellem kæderne var for stor, førstegangs berøringerne og boldomgangen var elendig og fløjspillet en by i Rusland.

BSF stod uforståeligt dybt i banen fra kampens start og det meste af spillet foregik på BSF banehalvdel. BSF kunne slet ikke få gang i spillet og Fremad Valby kunne uden besvær spille bolden rundt i moderat tempo, mens BSF satsede på hurtige omstillinger med lange upræcise afleveringer i tredje sals højde og helt uden brug af midtbanen.

BSF havde deres største chance i det 33 min. efter et hjørnespark, som blev forlænget og Nicolaj Clausen forsøgte sig med et skud tæt forbi målet og kort efter havde Emil Thomsen en stor chance, men afsluttede lige på målmanden.

Trænerteamet foretog to udskiftninger i pausen i forsøget på at bringe ny energi ind i holdet – uden det dog havde den store effekt på et BSF hold, som stadig spillede afventende og forsøgte sig med lange håbløse bolde frem mod angriberne, som aldrig fik støtte fra andenbølgen, men måtte forsøge sig på egen hånd. BSF fik dog endnu en mulighed for scoring i 71 minut, hvorEmil Thomsen forsøgte sig med et hovedstød, men forbi målet.

Forløsningen kom med 10 minutter tilbage af spilletiden, da Jonas Zederkopff fra højre side slog et indlæg ind i feltet, som sejlede i mål mellem hænderne på Fremad Valbys keeper. Nu regnede alle med, at BSF ville udnytte, at et groggy Fremad Valby hold ville slå op i banen. Men i stedet for at holde momentum og jagte mål nummer to og lukke kampen endegyldigt, så forsøgte man som så ofte før at fedte en 1-0 sejr hjem – og som så mange gange tidligere i dette efterår, så gik det galt.

En BSF spiller blev dømt offside og det efterfølgende frispark blev slået fra midten af egen banehalvdel og højt og langt op i BSF målfelt, hvor en Fremad Valby spiller med hovedet forlængede bolden i mål uden chance for BSF keeper Alexander Horsebøg. Det blev heller ikke denne gang, at BSF fik en sejr og tre point, men set i bakspejlet skal BSF vist være glade for det ene point i dag.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *