Forrygende 4-1 sejr over Sønderborg
Fodbold Allerede fra start var det Smørumdrengene der havde kommandoen, da de mødte Sønderborg i weekenden.

Kampen var blot i sit tredje minut, da Robin Veljanoski var alene med målmanden – uden resultat.

Sønderborg fik umiddelbart efter en omstilling, og her blev Dennis Lind nødt til at lave et frispark, der udløste gult.

I det niende minut fik LSF et hjørnespark. Det blev sparket af Niki Wulff, der fandt Marc Lind, som ved forreste stolpe fik hovedet på – og så stod det 1-0.

Sådan fortsatte det. I det 13. minut var der kamp om bolden på midtbanen. Robin Veljanoski fik fat på bolden og sendte Benjamin Madsen afsted med en god stikning – og med sin hurtighed oversprintede han backen og sparkede resolut bolden i nettet til 2-0.

Der skete hele tiden noget. I en omstilling i det 19. minut fik en Sønderborgspiller bolden i medløb, men desværre kom Dennis Lind for sent og trak derfor sit andet gule kort og der var dømt ægte rødt. Der var nu lang vej hjem.

I det 25. min måtte en storspillende Lasse Gram i målet diske op med en klasseredning, men det var også det bedste Sønderborg kunne præstere i resten af halvlegen.

De første ti minutter af anden halvleg er altid afgørende, men heldigvis var det et yderst disciplineret og koncentreret Smørumhold, der kom ud efter pausen. Og da Sønderborg ikke rigtigt kunne komme til reelle afslutning så blev det til en 3-0 føring.

I det 60. minut spillede Marc Lind Benjamin Madsen helt fri og han spurtede fra alle de røde fra Sønderjylland, rundede målmanden og smækkede bolden sikkert i mål.

Kræfterne begyndte at svigte lidt og der skulle nu virkelig kæmpes. I det 71. minut kom Sønderborg over kanten, spillede på tværs og her fik de fortjent reduceret.

Det var nu kampen stod på vippen, men heldigvis vippede den over til LSF’s fordel. Sønderborg blev fanget i en omstilling i det 73. minut og Niki Wulff sendte igen Marc Lind afsted, og da han nåede feltet, sparkede han bolden i mål med en vaskeægte tåhyler til 4-1. Over and out!

Kampen ebbede ud og Sønderborg formåede ikke at spille sig til noget som helst herefter, så det var en tilfreds cheftræner der efter kampen roste spillerne for effektivitet og en disciplineret indsats, der til fulde fulgte den gameplan, der var lagt.

Marc Lind blev fortjent kåret til kampens spiller med to mål og en assist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *