Budget med mange liberale fingeraftryk
Debat I Venstre er vi meget tilfredse med resultatet af budgetforhandlingerne, omend vi ikke fik nedsat den meget høje grundskyld.

Da vi stod helt alene blandt kommunalbestyrelsens partier med dette synspunkt, var det meget op ad bakke, og det lykkedes desværre ikke at få overbevist de øvrige partier om det fornuftige i denne skattelettelse, som ville være kommet alle vores borgere og virksomheder til gode – men vi giver ikke op – vi prøver igen næste år.

Til gengæld har vi fået gennemført stort set alle vores øvrige krav i en eller anden form – herunder ikke mindst en hel del af de løfter, som vi gav under valgkampen. Det er vi naturligvis meget tilfredse med, og derfor var vi enige om, at det var en fordel – ikke mindst for kommunens borgere, at vi gik med i en aftale.

Blandt de mange gode ting, som Venstre fik med i budgettet, vil jeg her fremhæve følgende:
Efter i mange år at have savnet en skovbørnehave, bliver dette nu igen en valgmulighed for de, der måtte have dette ønske for deres børn, der bliver mulighed for at eleverne i folkeskolen kan få frisk frugt hver dag, det bliver nemmere at bruge alle vore biblioteker, da åbningstiden på Ballerup Bibliotek nu udvides, så den svarer til åbningstiderne i Måløv og Skovlunde, idrætsfaciliteterne forbedres – bl.a. med en kunstgræsbane i Måløv, der er sat penge af til forsættelse af byudviklingsprojekterne i Skovlunde og Ballerup, og byudviklingen kommer også til Måløv, hvor der laves en udviklingsplan, og hvor der er sat penge af til færdiggørelse af de grønne arealer på Søndergård.

Derudover indgår finansiering af allerede gennemførte Venstreforslag i budgettet, ligesom vi synes, at aftalen indeholder mange gode tiltag, som er foreslået af andre partier, men som vi er helt enige i.

Med budgetaftalen får vi også gjort kommunen mere effektiv, så vi kan køre længere på literen. Venstre har fået gennemført, at der nu foretages en analyse af kommunens meget høje administrationsudgifter, samt en analyse af mulighederne for at effektivisere kommunens drift ved at udbyde flere opgaver til private leverandører. Disse analyser skal naturligvis følges op af konkrete initiativer, og her er Venstre klar.

Endelig gennemføres der lean på alle kommunens plejecentre, hvor vi mener, at der er et stort potentiale for at gøre tingene på en smartere måde, og dermed få mere tid til kerneopgaven – omsorg for de ældre – de gevinster, der opnås via lean, skal nemlig blive på de enkelte plejecentre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *