Socialdemokraterne elsker de handicappede
Debat Hvad kunne være mere naturligt end at indstille de tre gode socialdemokrater og medlemmer af kommunalbestyrelsen Per Mortensen,Helle Tiedemann og Tom Nielsen til årets handicappris, da de alle, hver på deres socialdemokratiske måde, har gjort en utrolig stor forskel for netop denne gruppe af medborgere.

Eksempelvis skaffede Per Mortensen tidligere på året, helt på eget intiativ og uden teknisk forvaltnings vidende, sin gode ven og gamle skolekammerat en kommunal kørestolssliske op til en bænk på Kirketorvet i Ballerup, som vennen så mindeligt havde ønsket sig.

At slisken ved en ’’fejl’’ kun førte op til en enkelt bænk og ikke til alle fem langs kirkegårdsmuren, er dog et mindre ’’uheld’’, som priskomiteen bør se bort fra, da det må være tanken og initiativet der tæller i dette medmenneskelige forsøg på at hjælpe en handicappet ven til lidt udsigt og frisk luft.

Da det forbyggende altid har været vægtet lige så meget som behandling og helbredelse, er det også her berettiget at nævne socialdemokraten Helle Tiedemann som kandidat til prisen, da hun – for at forhindre fremtidige åreknuder og handicap i de små børns bentøj – blandt andet foreslog, at de små toårige hver dag skulle vandre en lille kilometer til egen skovbørnehave i det sarte og støj-følsomme Egebjerg.

Sidst men ikke mindst må man nok konstatere, at de handicappedes ve og vel ALTID har ligget tidligere viceborgmester Tom Nielsen på sinde.

Et rigtigt godt eksempel på denne medfølelse var den hastighed hvormed, man fik sparket cirka 40 medlemmer af Ølbryggerlauget og Seniorklubben ud af Larsbjergård efter cirka 30 års brug som foreningshus, for som det hed sig, at give plads og opholdsrum til 4-5 udviklingshæmmede og deres madpakker.

Så også her et fremragende socialdemokratisk intiativ som burde kalde på opmærksomhed fra handicap-rådets priskomite og hvis ikke, så måske fra golfklubbens bestyrelse, når de alligevel ad åre overtager Larsbjergård som klubhus og indgangsparti til hele golf-herligheden, for det er vel dybest set her, at den socialdemokratiske ’’handicap medfølelse’’ er at finde.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

2 kommentarer om “Socialdemokraterne elsker de handicappede”

  1. Helle Tiedemann siger:

    Ja ja Egon 1 lille kilometer til børnehave. Overdrivelse fremmer forståelsen, det handler reelt om 420 meter. Jeg havde egentlig ikke tænkt forebyggende,men du har da ret. Ærgerligt er det da så at det ikke er Ballerupbørn.
    Jeg takker for nomineringen og trækker på smilebåndet.

  2. Per Mortensen siger:

    Jeg takker også Egon Sørensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *