Holder små erhvervsdrivende ude
Debat Lone Madsen (DF) opfordrer i Ballerup Bladet til, at kommunen anvender lokale håndværkere og erhvervsdrivende i forbindelse med renoveringer og ombygninger af kommunens bygninger.

Dette kan vi hos Konservative varmt tilslutte os, da det er godt for den lokale beskæftigelse og dermed også kommunens skatteindtægter.

Men desværre så har flertallet i kommunalbestyrelsen besluttet at pålægge virksomhederne at overholde en række sociale klausuler, hvis de skal arbejde for kommunen.

Denne urimelige tvang vil helt sikkert forhindre især små lokale virksomheder i at kunne få arbejde for kommunen, hvis de f. eks. ikke lige i øjeblikket har mulighed for at have en lærling. Krav som større virksomheder måske har nemmere ved at honorere.

Den konservative gruppe stemte imod sociale klausuler, da vi hellere ser, at der indgås frivillige men forpligtende partnerskaber mellem virksomhederne og Ballerup Kommune.

De første negative konsekvenser af kommunens politik har desværre allerede vist sig, idet Dansk Byggeri, som organiserer 6.000 virksomheder indenfor byggebranchen ikke ønsker at indgå forpligtende partnerskaber med Ballerup Kommune, så længe vi opretholder de sociale klausuler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *